Mange topchefer tager det mere eller mindre for givet, at tilbuddet om en forfremmelse bliver mødt med et utvetydigt ’ja tak’ fra ambitiøse og dygtige medarbejdere. Men hvad hvis man afslår? Vi ser nærmere på, hvorfor det er okay at takke nej.
Man kan fylde kilometervis af hyldemeter med de utallige bøger, guides og artikler, der er skrevet for at guide målrettede medarbejdere i retning af en forfremmelse. Men i vores kollektive jagt på flere stjerner på skuldrene er det nemt at overse, at der kan være flere negative følger forbundet med at stige i virksomhedsgraderne.
At de fleste mennesker stræber efter en forfremmelse, fremstår af det internationale studie ’Global generations’, som er foretaget på vegne af revisions- og konsulentvirksomheden EY. Heri fremgår det, at hele 76% af de adspurgte ville opsige et job, hvis det indebar dårlige muligheder for forfremmelse.
I samme undersøgelse svarede 74%, at de fandt det meget vigtigt, at deres job var fleksibelt, men stadig bød på muligheden for at kunne opnå en forfremmelse. Et billede der ifølge virksomhedsrådgiver Allan J. Christensen er helt klassisk og også repræsenterer store dele af arbejdsstyrken i Danmark.
”I en forfremmelse ligger der implicit en helt grundlæggende prestige. Man fremstår ekstra godt overfor både kolleger, familie og i sociale sammenhænge. Især i konkurrenceprægede miljøer og hierarkiske organisationer er forfremmelser helt klart målet for de fleste, forklarer Allan J. Christensen, der er indehaver af rådgivningsvirksomheden Cambiamento.
Ifølge ham er det ikke kun udsigterne til en bedre løn og et prestigefyldt job, der får de fleste af os til at takke ja, når chefen tilbyder et karrierespring. Det ligger nemlig dybt i os at stræbe efter en ’højere rang’, da det er den måde, hvorpå store dele af vores arbejdsstruktur er bygget op.
”Rigtig mange af os arbejder jo i meritokratier (samfundsmodel hvor ledere vælges ud fra erfaring, red.), hvor det handler om, at man skal gøre sig fortjent til en forfremmelse, og når man så får den tilbudt, jamen så siger man også ja tak. Det er i hvert fald min opfattelse, at det er de færreste mennesker, der siger nej til en forfremmelse”, mener Allan J. Christensen.
Den svære balance
Ernst & Young-undersøgelsen ’Global generations’ tegner et billede af, at en tredjedel af alle adspurgte i stigende grad finder det sværere at balancere arbejdsliv og privatliv. Af dem svarer godt halvdelen, at det skyldes øget ansvar, mens 36% giver længere arbejdsdage skylden. Faktorer som oftest følger med en forfremmelse. Samtidig viser undersøgelsen, at især millennials (generationen født cirka 1980-2000) med lederansvar har svært ved at navigere mellem arbejds- og privatliv.
Denne udvikling genkender Bo Bresson, der er ekspert i strategi for virksomheder og familier, og som dagligt arbejder med at vejlede personer, der ønsker en vellykket og konstruktiv integration af familie- og arbejdsliv. Han forklarer, at det hurtigt kan blive svært at få både jobbet og privatlivet til at fungere, hvis man ikke er moden til en forfremmelse, der typisk kræver en lang række menneskelige kompetencer.
”Hvis man vælger at takke ja til en forfremmelse uden at være klar til den, så er det et rigtig lose-lose-valg, man foretager. Man bliver ikke en god leder, hvis man ikke er opgaven moden, og samtidig kommer man til at arbejde for mange timer for at kompensere, og det smitter negativt af på familielivet”, siger han.
Af samme grund mener Bo Bresson, at flere bør takke nej til en forfremmelse, hvis man frygter, at det vil gå ud over familielivet.
”Nogen vil måske mene, at det sender et signal om, at man ikke mener sin karriere alvorligt, men i stedet bør vi bevæge os derhen, hvor man sagde: ’Det, synes jeg faktisk, er en meget velovervejet og moden beslutning, du har truffet, og det tjener dig til ros som menneske, at du er i stand til at sige nej i stedet for at sige ja med bind for øjnene, fordi man føler, at det er det, man skal’”, siger han.
Arbejdsglæde på spil
Det er ikke kun familien, der kan tjene som en karrieremæssig stopklods. Også ens daglige arbejde og glæden ved ens faglighed kan få flere til at takke nej til forfremmelsen. Det viser en undersøgelse, som Wilke har foretaget for Avisen.dk.
Her svarer to ud af tre adspurgte danskere, at deres arbejdsopgaver er den primære årsag til deres arbejdsglæde, og spørger man Allan J. Christensen, så kan netop en forfremmelse koste arbejdsglæden, da man kan blive frataget sine faglige kompetencer.
”I mit arbejde har jeg oplevet mange personer, der siger: ’det der med at komme op i hierarkiet er ikke noget for mig’. Det er ofte meget stærke fagpersoner, der er rigtig glade for deres fag og deres daglige arbejde. Flere af dem har allerede besluttet, at en chefstilling ikke har nogen interesse. De gider ikke lave 20 MUS-samtaler eller styrte ned af gangen med et regneark i hånden for at finde ud af, hvordan man tjener penge i denne måned. De vil deres faglighed i stedet”, forklarer han og uddyber:
”Som leder ligger der ofte en bredere portefølje at arbejde med, og det betyder, at man ser fagligheden forsvinde jo flere lederopgaver, man får. Vi har set utallige eksempler på, at man i virksomheder har taget den store faglige stjerne til side og sagt: ’hvor har du gjort det godt – du får lige et klap på ryggen og en forfremmelse’, hvorefter de fejler som leder, fordi de ikke kan finde ud af det. Det er på alle måder spild af fagligt talent og synd for dem, det går ud over”, mener han.
Tiden er inde
Både Allan J. Christensen og Bo Bresson er enige om, at det er sundt at svømme imod strømmen og takke nej til en avancering, hvis man er bekymret for, at det vil gå ud over familielivet eller resultere i arbejdsopgaver, som man ikke finder faglig glæde i. Overvejelser som de tilsyneladende ikke står alene med.
For på trods af at et stort flertal i arbejdsundersøgelsen fra Ernst & Young lægger stor vægt på muligheden for en fremfremmelse, så svarer 54% alligevel, at de er villige til – eller allerede har prøvet – at takke nej til en forfremmelse for at få både arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen.
”Hvis man får tilbudt en forfremmelse på et tidspunkt i ens karriere, hvor man ikke har den menneskelige modenhed, der skal til for at kunne håndtere jobbet, og hvor det derfor vil ske på bekostning af familien, så synes jeg, man skal takke nej”, mener Bo Bresson og suppleres af Allan J. Christensen, der peger på, at det er blevet nemmere og mere acceptabelt at afvise en forfremmelse.
”Tiden er inde til, at man kan stå fast på sine kompetencer. For år tilbage ville det have sendt et andet og mere negativt signal, end det gør nu. Efterhånden har virksomhederne forstået, at man kan gøre karriere på rigtig mange forskellige måder. Der er opstået en meget større respekt omkring den faglige person, og det gør, at flere og flere siger: ’jeg skal ikke lave personaleledelse. De her ting er slet ikke mig!’”, forklarer Allan J. Christensen.
Han mener, at den nye tidsånd også har medført, at man ikke skal frygte de store risici ved at fortælle sin chef, at man er fint tilfreds i den stilling, man sidder i.
”Blandt de virksomheder, jeg arbejder med, oplever jeg en større og større forståelse for, at folk gerne vil noget forskelligt som person, så jeg har aldrig været ude for, at man bliver ’straffet’ for ikke at ville påtage sig et lederjob”, siger Allan J. Christensen.