Matematiker og tidligere direktør for Dansk IT langer ud efter folkene bag det populære begreb ‘eksponentielle organisationer’. De har ikke gjort deres hjemmearbejde, siger han
Eksponentiel mig her og eksponentiel mig der.
Begrebet ‘eksponentielle organisationer’ (ExO) har ekkoet i det danske innovationsmiljø siden juni i år, da bogen af sammen navn udkom på dansk. Ikke mindst i magasinet her, hvor vi har skrevet 25 artikler, der beskæftiger sig med emnet.
Men begrebet er misvisende, og nu er det tid til at gøre op med alt det vrøvl om eksponentialitet.
Det mener Per Andersen, der er Cand. Scient i datalogi og matematik samt selvstændig rådgiver og tidligere direktør i Dansk IT.
“Venligt formuleret så har forfatterne af bogen nogle gode ideer, der er pakket forkert ind. Og folk har i vid udstrækning misforstået budskaberne, på grund af indpakningen. Bogens forfattere har begået en mega fejl ved at bruge udtrykket ‘eksponentielle organisationer’. De skulle have kaldt det noget andet,” siger Per Andersen.
Eksponentielle organisationer vækster ikke eksponentielt
En udbredt misforståelse, mener Per Andersen, er, at exo’er nødvendigvis har eksponentiel økonomisk vækst.
I bogen bliver digital drevne platformsvirksomheder som Uber, Slack, Facebook og Google fremhævet som forbilleder for, hvordan man driver en forretning i det 21. århundredes digitaliserede erhvervsliv. Og selvom bogen ikke definerer exo’er som nogle, der oplever eksponentiel vækst, så giver begrebet netop det indtryk, mener Per Andersen.
Læs også: Sig goddag til ‘eksponentielle organisationer’
“Der er markant vækst i organisationer, hvor nye teknologier indgår. Det er rigtigt nok. Men eksponentialitetsbegrebet roder det hele rundt. Man har forstået, at de her organisationer vokser eksponentielt med en ekstremt høj vækstfaktor, og det er jo ikke sådan, det er. De er teknologidrevne virksomheder, der har høj vækst i starten af deres liv, og som kan have høj vækst, fordi de bruger teknologier”, siger Per Andersen.
Eksponentiel vækst er oldschool
Nye, succesfulde virksomheder og produkter, argumenterer Per Andersen, har alle dage vokset eksponentielt i starten af deres liv – teknologi eller ikke-teknologi. Og kurven vil altid flade ud, og organisationerne vil komme til at ligge og kæmpe om ti-femten procents vækst som alle andre virksomheder, vurderer Per Andersen
Forvirringen opstår ifølge Per Andersen, fordi begrebet ‘eksponentielle organisationer’ blander den velkendte vækst for succesfulde startups sammen med teknologiers eksponentielle vækst og skaber et “fiktivt begreb”.
Hvis man bruger computere, der udvikler sig eksponentielt til sin forretning, hvorfor skulle det så betyde, at man opnår eksponentiel vækst? Det er meget populistisk. Man siger jo, “vi har set på virksomheder, med nye teknologier som platform, og de vokser eksponentielt, så der er nok en sammenhæng. Og det er der jo så ikke i min optik,” siger Per Andersen.
Udviklingen gik lige så stærkt i tresserne
Vi lever i en tid, hvor den teknologiske udvikling skaber forandringer i et helt andet tempo end tidligere. Og derfor, er det vigtigt at lade sig inspirere af de ‘eksponentielle organisationer’, hvis man ikke vil udkonkurreres, inden man kan nå at sige ‘kodak moment’.
Det er i grove træk præmissen for, at man bør beskæftige sig med, hvad Google, Uber og Snapchat bedriver virksomhed.
Men spørger man Per Andersen, er der ikke den store forskel på den teknologiske udvikling i dag og for halvtreds år siden. I et blogindlæg på version2 skriver han,
“Det, der skete i 1960’ernes teknologier, var lige så voldsomt, som det der sker i dag – som ikke er mere voldsom end det, der kommer til at ske om 20 år.”
Overfor F5 uddyber han,
“Vi skal ikke gøre os en forestilling om, at vi lever i en særlig vækstperiode med teknologier, der giver helt særlige vækstbetingelser. Der kan dog godt være ting i markedet eller i forbrugeradfærden, der gør, at vi tager et spring lige nu. Men der skete også noget særligt, da internettet kom. Og e-mailen var jo en kæmpe revolution. Og da tekstbehandling blev noget, som alle kunne gøre elektronisk, skabte det også et spring. Det er sket mange gange gennem historien, og hver gang får man de her bump og en bølge af noget, der tiltrækker sig meget opmærksomhed, og som folk arbejder meget med. Det har ikke noget med eksponentialitet at gøre. Det handler om, at teknologier når et modningspunkt, hvor de bliver relevante,” siger Per Andersen.
Et knæk på kurven er noget vrøvl
Særligt én model er forvirrende, når folkene bag ‘eksponentielle organisationer’ skal forklare den teknologiske udvikling, mener Per Andersen. Nemlig illustrationen på Knee of Curve.
På sin blog på version2 skriver han,
“En anden stor misforståelse er, at den eksponentielle kurve har et knæk eller et accelerationspunkt. Jeg har set flere foredrag, hvor en slide med noget lignende denne illustration er blevet vist (se billedet. red). Den bliver brugt som et argument for, at lige nu begynder det at gå rigtig stærkt, så lige nu er et markant tidspunkt i udviklingen. Hvor besnærende og ego-fokuseret dette så end er, så viser det en manglende forståelse for begrebet eksponentiel vækst. Faktum er, at den eksponentielle kurve er ens hele vejen fra start til slut. Man kan tage et udsnit ethvert sted på kurven, forstørre det og man vil finde en kurve præcis magen til hele kurven.”
Overfor F5 tilføjer han,
“Det er det værste vrøvl. De skal gøre noget mere hjemmearbejde.”