Selvom det bliver stadig mere normalt at skifte fra politik til erhvervslivet – og omvendt – er der fortsat afgørende forskelle på politisk ledelse og ledelse i en virksomhed, fastslår kommunikationsrådgiver, Anders Heide Mortensen.
Vi skal ikke ret mange år tilbage, før der eksisterede en forholdsvis skarp karrieremæssig opdeling mellem politik og forretning. En opdeling, som gjorde, at der ikke var ret mange, som tog springet og krydsede grænserne.
Når først karrieresporet var lagt i politik, var det næsten utænkeligt, at en MF’er skiftede til det private erhvervsliv. Omvendt var der tilsvarende få, som udskiftede en stol med armlæn i en virksomhed med en taburet i Folketinget.
Socialdemokraterne Carsten Koch og Knud Heinesen samt de Konservatives Henning Dyremose var blandt de få, som foretog den utænkelige rejse.
I dag er billedet et helt andet. Brian Mikkelsen, Karen Hækkerup, Bjarne Corydon, Johanne Schmidt-Nielsen og Henrik Sass Larsen er blot nogle af de politikere, der har forladt Christiansborg til fordel for erhvervslivet, mens en forretningsmand som Tommy Ahlers har taget turen den anden vej.
Men selvom den karrieremæssige mur mellem politik og erhvervsliv er blevet nedbrudt, at der stadig kæmpe forskellige på at være topchef og toppolitiker. Det forklarer Anders Heide Mortensen, der er kommunikationsrådgiver og kommentator på FINANS/Jyllands-Posten og en skarp iagttager af dansk erhvervsliv, politik og den offentlige sektor.
“Der er to store afgørende forskelle mellem politisk ledelse og ledelse i en virksomhed. Som toppolitiker er du omgivet af fjender hele tiden. Christiansborg er et akvarium, hvor du som medlem er omgivet af mennesker, der håber, at du fejler. Nogle af disse mennesker sidder i din egen folketingsgruppe”, siger han og uddyber:
“I politik er der også mange bundlinjer. Du skal ikke bare levere et godt resultat, når der er valg. Du skal samtidig holde dig gode venner med dit bagland, med pressen og med dine politiske allierede. I en virksomhed handler det om gode tal i regnskabet. Hermed bestemt ikke sagt at det er enkelt. Det er bare ikke så uoverskueligt som politik”, forklarer Anders Heide Mortensen.
Se interviewet med Anders Heide Mortensen her: