I løbet af de kommende måneder springer Facebook Messenger ud som betalingsplatform. I første omgang i USA
I løbet af de næste måneder bliver det muligt for amerikanerne at sende penge til hinanden over facebook messenger. Lige så nemt som at sende billeder og tekst. Det skriver Facebook i en offentlig besked.
Det eneste man som bruger skal gøre er at knytte sit betalingskort til Facebook, og så kan man gratis sende penge til sine venner ved at klikke på et dollartegn i chatvinduet. Sikkerheden er sikret ved at man kan oprette en PIN-kode eller bruge Touch ID, hvis man har en Iphone.
Facebooks messenger-app er en af verdens største platforme med mere en 500 millioner brugere om måneden. Men de er langt fra det første sociale medie, der giver sine brugere mulighed for at overføre penge til hinanden.
WeChat, der kort fortalt er Kinas svar på Facebook og andre asiatiske kommunikationsservices som Alipay har allerede gjort det muligt for deres hundrede millioner brugere at sende penge over chat. Det skriver New York Times.
Det er ikke kun Facebook-brugere verden over, der følger interesseret med i mediets nye tiltag. Banker i hele Europa er nemlig lige nu bekymrede over spillere som Facebook og Googles indtog på finansmarkedet.
Læs mere her: Bankverdens skræk: EU-direktiv giver Google muligheder i Europa