Danske Bank er i gang med at udvikle et nyt finansielt økosystem for kunderne, der er kraftigt inspireret af sociale medier og Google. Målet er større spillerum og overskud, mener ekspert
Om blot et par måneder er Danske Bank klar til at ramme markedet med en opfølger til MobilePay. Det forlyder, at banken er klar med en ny app, der er stærkt inspireret af sociale medier. Her vil bankens kunder kunne håndtere ikke blot deres finansielle ærinder, men også pension og forsikring. Det erfarer Berlingske, der har haft kontakt til anonyme kilder i og omkring banken.
I dag har de fleste det fint med at dele billeder, holdninger og ‘likes’ med hinanden på sociale medier. Men der kan muligvis også være et marked for en platform, hvor kunderne kan sammenligne sig selv økonomisk med andre og tilgå et væld af statistik. Det kan man eksempelvis allerede hos den finansielle overlay-tjeneste Spiir.
Ifølge Berlingske vil Danske Banks nye satsning komme til at hedde MobileLife. Banken selv omtaler dog indtil videre kun projektet under det gådefulde kodenavn ‘Projekt X’.
Vil tjene på MobilePay
Selvom Danske Bank har over to millioner kunder med MobilePay, har banken stadig ikke knækket koden til, hvordan man kan tjene penge på app’en. Det kan den nye app formentlig ændre på. Det mener Jonas Hedman, der er er lektor ved Copenhagen Business School og ekspert i digitale betalinger.
“Der sker rigtig meget på betalingsområdet, og det her er en måde for Danske Bank at udvide og konsolidere sin forretning. Man har allerede over to millioner brugere af MobilePay, så det ville være dumt ikke at forsøge at slå kapital på dem,“ siger Jonas Hedman.
Han mener dog også, at Danske Bank samtidig kan have andre bagtanker med MobileLife. En effektiv social platform vil nemlig være interessant for andre banker og forsikringsselskaber og brugernes oplysninger kan videresælges.
“Danske Bank kan muligvis opbygge en platform, som er interessant for banker over hele verden at investere i. Det kan være rigtig lukrativt. MobilePay er allerede et af verdens bedste systemer, så der er potentiale for, at MobileLife kan blive rigtig godt,” udtaler Jonas Hedman.
Sociale medier har større spillerum
En anden god grund til at forvandle sin bankvirksomhed til et socialt medie kommer fra EU i form af direktivet PSD2, der forventes at træde i kraft senere på året.
Direktivet, som F5 tidligere har skrevet om, betyder blandt andet, at sociale medier og såkaldte tredjepartsbetalingstjenesteudbydere (også kaldet TPP) kan blive i stand til at videreudnytte data fra brugernes bankkonti. I USA kan man allerede bruge Facebook Messenger til at overføre penge, og mon ikke muligheden snart kommer til Europa.
Men europæiske banker som godkendes som TPP vil ligeledes kunne drage nytte af det nye direktiv.
“Som det ser ud lige nu, er banker i Danmark underlagt rigtig mange reguleringer, men PSD2 kan være med til at ændre det. Hvis først Danske Bank bliver en såkaldt tredjepartsbetalingstjenesteudbyder, så udvider det deres spillerum betydeligt. Med PSD2 kan Danske Bank måske konkurrere på internationalt plan, og det vil også komme Danmark til gavn, for lige nu skal europæiske betalingsløsninger konkurrere med virksomheder fra USA, som slet ikke er underlagt den samme lovgivning,” udtaler Jonas Hedman.