I de seneste 30 år har der aldrig været så få offentligt ansatte til antallet af borgere. Intet tyder på, at der kommer flere ansatte til, så offentlige ledere må omstille sig til et andet serviceniveau. Og det udfordrer lederrollen.
Den offentlige sektor har det laveste antal ansatte pr. borger i over 30 år, og det presser den udførende velfærdsservice. Det viser en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Tallet vil fortsætte med at falde frem til 2025, og spørger man cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Erik Bjørsted, er der ingen tegn på, at den forudsigelse ikke skulle holde stik. Det skyldes, at regeringen har stort fokus på, at væksten i det offentlige forbrug skal begrænses.
”Jeg forventer, at antallet af offentligt ansatte pr. bruger vil fortsætte med at falde. Regeringen har en målsætning om, at det offentlige forbrug kun skal vokse med ca. 0,3% om året frem mod 2025. Hvad det eksakte niveau bliver, tør jeg ikke spå om, men det vil falde de kommende år som resultat af den målsætning”, siger han og forklarer, at medmindre man kan effektivisere og få færre hænder til at klare det samme, fører det til en tydelig kvalitetsforringelse af den offentlige service.
”Det store problem er, at der i øjeblikket er et stort behov for offentlig service. Der bliver flere børn og flere ældre, der har brug for serviceydelserne, og det gør, at det offentlige forbrug skal vokse meget mere end de 0,3%, hvis man vil sikre et nogenlunde uændret serviceniveau”.
For at sikre et uændret serviceniveau, skal væksten i det offentlige forbrug, ifølge Erik Bjørsted, fordobles. Det vil dog i takt med stigende velstand i samfundet blive forældet, så hvis folk skal stilles tilfredse, mener han, at det kræver en vækst på hele 1,2% om året – altså fire gange så meget som regeringen budgetterer med.
Udelukkende et politisk ønske
Forsker i offentlig forvaltning Henning Jørgensen ved Aalborg Universitet er heller ikke i tvivl om, hvad konsekvenserne bliver, hvis analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd holder stik.
”Det medfører en kvalitetsforringelse. Vi kommer til at løbe længere på færre midler. Spørgsmålet er, hvor længe vi vil være med til det, for vi kommer alle sammen til at mærke, når der ikke er nogle til at passe vores forældre på plejehjemmene eller nogle læger til at behandle os”, siger han.
Han er sikker på, at udviklingen udelukkende skyldes politiske prioriteringer, hvor man har ønsket at ændre forholdet mellem den offentlige og den private sektor. Af samme årsag mener han også, at man sagtens kan vende udviklingen, hvis det er det, man er interesseret i. Den holdning deler Erik Bjørsted.
”Der er penge til at lade det offentlige forbrug følge med demografien. Så den nuværende regering kan sagtens vende udviklingen, hvis den vælger at prioritere det. Det ser så ikke ud som om, den har tænkt sig at gøre det, men pengene er der”, forklarer han.
Unødvendig kontrol
Jessie Lykke, centerleder i Gladsaxe Kommune, er en af de offentlige ledere, der på lokalt plan skal løfte ældreplejen gennem to større plejehjem. Hun mener heller ikke, at det er muligt for hende og hendes ansatte at opretholde et acceptabelt serviceniveau i fremtiden med de nuværende ressourcer, da beboernes kompleksitet er stærkt voksende. Hun vurderer, at en af de helt store grunde til, at hendes fag lider, er den øgede kontrol med deres arbejde. En kontrol, som skulle effektivisere, men som ifølge Jessie Lykke har resulteret i det modsatte.
”Jeg forstår ikke, at der er et behov for så meget kontrol af vores arbejde, for selvfølgelig gør vi det bedste for vores beboere. Vi skal hele tiden dokumentere vores faglighed og sikre, at vi juridisk gør tingene helt korrekt. Der er en tendens til, at vi skal bevise alt, og så får vi mindre tid til borgerne. Det skal kunne ses på et stykke papir, før man tror på, at vi gør vores job”, siger hun.
Udover at den enkelte medarbejder får mindre tid til at tage sig af borgerne, kan det store krav til dokumentation og de mange timer foran computeren også virke afskrækkende på ansatte, som ikke er så stærke skriftligt. Jessie Lykke fortæller, at de blandt andet har mange medarbejdere med en anden etnisk baggrund, som er meget dygtige til deres job, men har det svært med det skriftlige.
”Når medarbejderne synes noget er svært, kan nogle godt have en tendens til at prøve at undgå det, og det går jo ikke. Jo mere vi presser dem til at sætte sig ned foran computeren og skrive, jo større risiko er der for, at de ikke har lyst til at være her. Det er rigtigt trist, når vi i forvejen har mangel på arbejdskraft”, uddyber hun og foreslår, at man i stedet for at dokumentere rutineopgaver blot noterer, når der har været nogle uregelmæssigheder.
Mere tillid og bedre image
Jessie Lykke tror, at en del af den kontrol, som bliver indført, blot indføres for at politikerne kan sige, at de har gjort noget, og at det ofte er enkeltsager, der udløser krav om kontrol og dokumentation. Hun mener, at det bunder i en mistillid til den udøvende velfærdsservice, som er opstået, fordi medierne kun dækker de dårlige historier. Og det er helt misforstået.
”Jeg mener bestemt, at man skal kontrollere kvaliteten, men man bliver også nødt til at have tillid til, at vi har nogle ledere og nogle ansatte, der udfører det bedst mulige job. Jeg tror ikke, at kontrol får det bedste frem i folk. Det gør faktisk tit, at medarbejderne dukker sig lidt og måske ikke siger, hvis de har gjort noget forkert, fordi de er bange for at få en over nakken”, forklarer hun.
I FOA er de kommet frem til, at der vil mangle 40.000 social- og sundhedsassistenter og hjælpere i 2026. Det skyldes, at der bliver flere og flere ældre, samtidigt med, at 28% af social- og sundhedspersonalet er over 55 år. Der skal med andre ord lokkes unge mennesker til faget, og til det har KL og FOA nedsat en rekrutteringspulje på 522 millioner, som skal gøre uddannelsen og erhvervet mere attraktivt og forbedre det blakkede image.
Jessie Lykke mener ikke, at flere penge kan gøre det alene. Hun opfordrer alle i hendes branche til at tale mere positivt om deres job for at slippe af med det dårlige image. Et image hun mener til dels er selvforskyldt, fordi folk har en tendens til at beklage sig over deres arbejde, når bare der er det mindste i vejen.
”Vi skal allesammen ud og fortælle, at vi har det mest fantastiske arbejde. FOA’s formand (Dennis Kristensen, red.) kunne også tale faget op, i stedet for at fortælle, hvor elendigt det hele er. Han skal selvfølgelig kæmpe for bedre forhold til medarbejderne, men han kunne også fortælle, at der faktisk er utroligt dygtige medarbejdere, som giver ældre borgere livskvalitet og en meningsfuld alderdom”, siger hun og slår fast:
”Det er ikke fordi, han ikke skal gøre opmærksom på problemerne. Han skal bare huske, at der sidder en masse unge mennesker og får et utroligt dårligt billede af branchen, når han siger de ting”.