Hvad har KFC-stifteren, Reagan og Trump til fælles? De har udnyttet et talent sent i livet. Dog er talentprogrammer oftest rettet mod unge, selvom talent er uden alder. Det er et spørgsmål om evner, som kan skabe et konkurrencemæssigt forspring.
I takt med levealderen og dermed pensionsalderen stiger, bør virksomhederne afskaffe seniorordningerne i midten af 50’erne og i stedet igangsætte talentprogrammer for alle medarbejdere.
For virksomhederne kan det være en klar fordel. De yngre medarbejdere er ikke ansat så længe i jobbene som de ældre. Det betyder, at investeringen i et talent forsvinder, og en anden virksomhed får det fulde udbytte. Der er større sandsynlighed for, at den ældre medarbejder bliver.
Men den største udfordring er ikke virksomhederne. Den ligger hos medarbejderne på over 50 år. Alt for ofte er der fokus på pensionen, som lurer om hjørnet, og derfor er seniorordninger med nedsat tid ofte et tilbud, som dukker op på hylden af tilbud fra HR-afdelingen.
Sen succes
Men alder behøver ikke være nogen hindring på senere succes. Her eksisterer begrebet “Late Bloomers” – de medarbejdere, som først sent i karrieren får mulighed for at udfolde deres talent. Prominente eksempler er Colonel Sanders, som stiftede den globale fastfood-kæde KFC, var i 60’erne og Donald Trump, der var 70 år, før han kastede sig ud i en ny karriere som politiker. Han havde ingen politisk erfaring, før han blev valgt, ligesom Ronald Reagan, der var 55 år, da han blev valgt som guvernør i Californien. Senere blev han den ældste præsident nogensinde.
I Danmark har Jytte Bille kastet sig ud i en karriere som iværksætter som 65-årig, og hun har allerede opnået succes med virksomheden Stai, som sælger kosttilskud.
Udvid slagmarken
Den modne medarbejder har først og fremmest et større erfaringsgrundlag at trække på. Selvom forandringstempoet er stort, og den teknologiske udvikling kan betyde, at viden forældes, så gælder de basale forretningsmæssige principper stadig; at det gælder om at styre omkostningerne, og det gælder om at øge omsætningen. Det er naivt at tro, en virksomhed kan drives uden at tjene penge på lang sigt. Det kan være nødvendigt i et eller to år, fordi der skal investeres i fremtiden, men hvis det viser sig, at resultaterne udebliver, så går det ikke.
Samtidig er den største gruppe på arbejdsmarkedet i 2023 de 50-59-årige. Så nu hvor “The Battle of Talents” har raset i de seneste tyve år, er der behov for, at slagmarken bliver udvidet til alle medarbejdere og ikke kun dem under 30 år. Men det kræver også, at de ældre medarbejdere er villige til at gå på kompromis med deres forventninger om en høj løn.
Henrik Ørholst er erhvervskommentator på TV2 News, boganmelder i Dagbladet Børsen og ekstern lektor ved CBS.