Sommertiden nærmer sig, og det betyder for de fleste lidt mere luft i kalenderen til at læse biografier. Erhvervskommentator ved TV2 News Henrik Ørholst guider her i gennem tre underholdende værker om danske erhvervssucceser.
Ledelsesbøger behøver ikke være tunge og kedelige. I løbet af foråret udkom der tre business-biografier, som rager op i landskabet. Bøgerne handler om NovoNordisk, Kasi-Jesper og William S. Knudsen.
“De renfærdige” af Hanne Sindbæk tegner et billede af Nordens mest værdifulde virksomhed, Novo Nordisk, og fortæller hele historien. Her kunne der med fordel være skruet ned for de første år og i stedet brugt siderne på hvad, der skete i de sidste tyve år. Det er her, at der sker mest, og hvor der er mest saft og kraft. Her kommer konflikterne frem i den renskurede virksomhed, som er den virksomhed i Danmark, der sætter en meget høj moralsk standard. Nogle gange så høj, at læseren bliver forført til at glemme, at det stadig er en privatkapitalistisk virksomhed, der skal tjene penge – og som ovenikøbet er uofficiel mester i at gøre det.
Hanne Sindbæk er en af Danmarks mest erfarne erhvervsjournalister, og hun har skrevet en stribe bøger og et stort antal interviews i bl.a. Berlingske.
“Kasi-Jespers kamp” af Ole Hall er en anden slags biografi. Her er det manden, der er i centrum. Hovedpersonen kommer fra den københavnske vestegn, hvor han startede et erhvervseventyr med at være tankpasser. Et job som er i bunden af hierarkiet, men på kort tid formåede Kasi-Jesper at få gang i en karriereraket, som få danskere har oplevet. Det er især samarbejdet med Pandora i Tyskland, som har trukket overskrifter. Også hans engagement indenfor sportens verden har skabt stor interesse, fordi hans metoder var anderledes end blandt det traditionelle erhvervsliv.
Forfatteren Ole Hall er en fremragende skribent, og alene det betyder, at bogen er værd at læse.
“One Dollar Man” er et vaskeægte eventyr om en ung dansk mand, William S. Knudsen, der tager turen til USA på en enkeltbillet. Han havde næsten ingen penge med. Der var kun 30 dollars i startkapital. Til gengæld havde han viljen til at gøre en indsats. Han startede fra bunden i New York City og arbejdede sig gradvist mod toppen. Men selvom han nåede toppen som rådgiver for den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, og som ansvarlig for at omstille den amerikanske industri til krigsproduktion, så var det stadig i den praktiske hverdag, hvor han gjorde en forskel.
William S. Knudsen var produktionsmand. Han havde forståelse for at gøre det, der skal til for at skabe en effektiv produktion. Med andre ord: han kunne omstille og organisere produktionen til at gøre det endnu bedre.
De renfærdige
Hanne Sindbæk
Politikens Forlag
464 sider
400 kroner
Kasi-Jespers kamp
Ole Hall
216 sider
Gyldendal Business
300 kroner
One Dollar Man
Ole Sønnichsen
Lindhardt & Ringhof
432 sider
299,95 kroner