E-handelgiganten Amazon tager nye metoder i brug. Taxaer og droner kan være en del af fremtidens e-handel. Presset øges på detailhandel, mener ekspert.
Amazon er firmaet, man holder øje med, hvis man vil vide, hvad der kommer til at ske inden for e-handel i den nærmeste fremtid. Og der er grund til at tage noter. Onlinegiganten er nemlig gået i gang med at teste vareudbringning ved hjælp af taxaer. Det skriver Wall Street Journal. De første forsøg har fundet sted i San Francisco og Los Angeles og er foregået gennem taxa-app’en Flywheel, der minder om den mere kendte og udbredte taxaservice Uber.
Forsøget kan være ensbetydende med et farvel til køen på posthuset og de lange ventetider, som ofte er forbundet med onlinehandel.
Kilder fortæller, at Amazon brugte mindre distributionscentre til at laste taxaerne med op til ti pakker ad gangen. De betaler omkring 5 dollars pr pakke for levering inden for en time.
Postdroner er på vej
Tidligere på året har den amerikanske e-handelkæmpe også ansøgt om tilladelse til at teste levering ved hjælp af droner. Skal man tro Amazon, er det ikke science fiction – lige nu venter virksomheden blot på, at de amerikanske myndigheder får taget sig sammen til at godkende dronerne. Og så er man klar til at dumpe pakker i kundernes baghaver.
Prime Air kaldes det, og du kan i videoen se, hvordan Amazon forestiller sig, at det vil tage sig ud.
Video: Amazons postdroner
Udvikler algoritme
Analytikeren Sucharita Mulpuru siger til Wall Street Journal, at Amazon kan være i færd med at udvikle en algoritme, der kan kalkulere og foreslå samme-dags leveringsmuligheder alt efter, hvor kunden befinder sig geografisk, og hvad der er hurtigst og billigst.
Amazon kæmper i øjeblikket med allestedsnærværende Google og ambitiøse eBay om at have den hurtigste udbringning. Blandt andet har eBay opkøbt det London-baserede ekspres-udbringningsfirma Shutl.
“Amazon sætter standarden”
“Amazon sætter standarden. Hvis du ikke tilbyder gratis og hurtig levering, så har du store problemer som butik,” udtaler hollandske Jorij Abraham, som er en af de førende europæiske eksperter inden for onlinehandel.
“Ledere i detailhandlen undervurderer online-truslen, selvom de er opmærksomme på den. I Holland tror ledere i detail, at e-handel vil være fordoblet i 2020 – at den vil gå fra de nuværende 17 procent til 36 procent. Men hvis man spørger forbrugerne, siger de, at halvdelen af deres køb vil foregå online,” forklarer han.
Foto: Thomas Hawk/Flickr