Drop mavefornemmelsen, og indstil datahjernen

Ny undersøgelse anbefaler, at danske virksomheder skal fokusere på at bygge datamindset frem for Big Data-sæt. Det er potentialet, der er Big, siger ekspert

Fra grøn til gul, fast til blød. Når bananer bliver modne, så er det til at se, og på et tidspunkt bliver de overmodne.

Sådan fungerer det ikke med virksomheder og deres datamodenhed. Her minder de mere om mennesker. De kan se nok så modne ud, men når man kigger dem efter i sømmene, så viser det sig, at hjernen og adfærden ikke helt har fulgt med de flotte Excel-ark og fascinationen for tingenes internet.

Det er en af konklusionerne på en ny undersøgelse fra Alexandra Instituttet i Aarhus. De har interviewet og observeret 22 virksomheder over en længere periode og har set nærmere på deres brug af data.

”En interessant indsigt har været, hvor vigtigt det er med en analytisk kultur i virksomheden. Selvfølgelig betyder det noget, at det tekniske setup er på plads, men det er også helt afgørende, at kulturen i organisationen lægger op til at arbejde med data,” fortæller Laura Lynggaard Nielsen fra Alexandra Instituttet.

Læs også: Ville det ikke være fedt, hvis man kunne donere data?

”Der skal være en tillid til, at analyserne giver et retvisende billede. Medarbejderne skal stole på analyserne, og nogen skal interessere sig for, hvad det er, man kan lære af data – ellers bliver der bare samlet en masse data op, som faktisk aldrig bliver brugt, og man risikerer at bruge ressourcer på noget, som ikke giver værdi,” siger hun.

Det er potentialet, der er Big
Undersøgelsen er lavet med baggrund i, at mange danske virksomheder farer i blinde efter store datasæt uden for alvor at kunne omsætte det til værdi.

”Det er jo ikke Big Data som sådan der er interessant for os. Det er data og brugen af den, der er interessant. Der er få virksomheder på verdensplan, der for alvor arbejder med Big Data,” supplerer Rasmus Bækby, der har været med til at lave undersøgelsen.
Ud fra de 22 virksomheder, der blandt andre tæller Royal Unibrew, Fjernvarme Fyn og EasyPark, har Alexandra Institutte udformet en modenhedsmodel. Den kan virksomhederne bruge til at reflektere over deres brug af data.

”Trinene er ikke ment som en benchmarking model, hvor du er bedre, jo længere du er oppe af trappen. Det vigtige er, at man som virksomhed finder det rigtige niveau, for ellers kommer man til at tilføre unødig kompleksitet,” siger Rasmus Bækby.

Læs også: Cyborg: Du kan redde verden med din data

Alligevel opfordrer Alexandra Instituttet generelt til, at man indarbejder data på et strategisk plan og i arbejdskulturen generelt.

”Dem, der har data under huden og forståelse for dens potentiale, de har altid data for øje. Hvis der for eksempel er én ovre fra marketing, der spørger til, hvor mange gange telefonen ikke er blevet besvaret. Så lyder svaret, det kan vi ikke måle endnu, men hvis det er interessant, så gør vi det,” siger Rasmus Bækby.

Ølsalg og sommerdage
En af de virksomheder, der ligger et godt stykke fra toppen på Alexandra Instituttets datamodenhedsskala, er ølproducenterne Royal Unibrew.

”Vi er ikke specielt modne,” indrømmer Hanne Bech, CIO i Royal Unibrew. ”Det er specifikke ressourcer, vi skal bruge til at opsætte de her logaritmer. Men vi er i gang,”

Særligt er Royal Unibrew begyndt at kigge på, hvordan man via udtræk fra DMI og de enkelte butikkers salgsstal kan sørge for, at de rette mængder af øl bliver leveret i tide.

”Vi har rigtig mange tanker om at bruge data til at forudsige forskellige ting.  For eksempel ser  vi på, hvordan vi kan forudsige salg af drikkevarer i forhold til, hvor godt vejret er. Når solen skinner, så bliver der bare solgt flere drikkevarer. Så det er vi helt klart opmærksomme på,” fortæller Hanne Bech.

Hun beskriver Royal Unibrews brug af data som en lang rejse, og der er da også flere idéer på tegnebrættet. For jo dygtigere de bliver til at tænke i data, jo mere kan det også bruges til.

”Vi har allerede interne ressourcer på data i forhold til maskinerne, men vi kommer også til at hyre nogen ind, for der er rigtig mange potentielle projekter i pipeline. Det handler om at bruge data til at lave forudsigelser om salg, om behov for vedligehold og meget andet,” siger hun.

Født digitalt
Royal Unibrews ulempe er som det gælder mange andre ældre virksomheder, at det er en supertanker, der skal vendes til at tænke i data.

Læs også: Undersøgelse: Det koster kundernes persondata

Det problem har mindre virksomheder ikke, og endnu mindre dem som er født efter Big Data-hysteriet startede.

EasyPark lancerede første udgave af deres parkerings-app i 2012, og den er i dag udbredt til 500 byer i 10 lande.

”Vi er født og lever som en digital virksomhed. Men derfor har det stadig været nyt for os at arbejde med data. Og det har taget mange år, for det er en helt anden måde at arbejde og tænke service på. Så det har været en kæmpe udfordring,” erkender Morten Hother Sørensen, der er Chief Distribution Officer hos EasyPark.

Han er enig i, at data er midlet til holde produkter konkurrencedygtige.

”Det er et change of mind. Data bliver for os midlet til at skabe en præference. Vi har en masse konkurrenter derude, så vi bliver målt på vores evne til at indsamle og bearbejde data,” forklarer Morten Hother Sørensen.

Hjælp fra DTU og Israel
EasyPark-app’en har vundet stor popularitet hos brugerne for deres simple service til at betale for en parkeringsplads, forlænge og forkorte tidsrummet på farten. Men i fremtiden skal app’en også hjælpe brugerne til finde ledige parkeringspladser.

”Vi prøver at bruge data til at optimere bilisternes mulighed for at finde en parkeringsplads, men i lige så høj grad at bistå parkeringsoperatørerne med prissætning, parkeringsregler og kontroller. Det der skaber den transparens, det er data,” slår Morten Hother Sørensen fast.

Derfor er man også i gang med at bygge organisationen omkring data, så det som i Alexandra Instituttets anbefalinger bliver en del af kulturen.

”Vi har haft nogle DTU-forskere til at hjælpe med at analysere de datasæt, vi har fået, og det bruger vi så aktivt i forhold til udviklingen af algoritmerne. Det er vi ved at bygge en hel afdeling op omkring, men vi har også købt kompetencer ind fra Cargo i Israel,” siger Morten Hother Sørensen.

Log ind eller opret en konto

Log ind eller opret en konto

Velkommen tilbage,

Jeg har glemt mit kodeord

Opret en profil og kom igang...

Sssssch, ny kode på vej. Tjek din mail.

Tilbage til login