Guide: Hvilken vidensby passer til din virksomhed?

Vidensbyer bliver både større og flere i Danmark, men hvad er det egentlig, der foregår i sådan en? F5 undersøger fire af slagsen

”Hvis jeg skulle bruge en million på at skabe et vidensmiljø, ville jeg i højere grad skabe events i stedet for bygninger.”

Sådan siger professor Mark Lorenzen, der forsker i netværks- og samarbejdsdannelser ved CBS.

Og der er blevet brugt mange millioner i de såkaldte vidensbyer rundt omkring i landet. Vidensbyer er bydele med vidensinstitutioner, virksomheder og uddannelsesinstitutioner samlet på et sted og med et fællesskab, der fremdyrker vidensdeling, partnerskaber og spinoff-virksomheder.

F5 har samlet fire vidt forskellige vidensbyer, der måske er næste stop for din virksomhed.

1. Lyngby-Taarbæk Vidensby
I Lyngby står DTU som den ubetingede bannerfører for byens hjernemasse, og det er da også udgangspunktet for Lyngby-Taarbæk Kommunes svar på en vidensby nord for København.

Lyngby-Taarbæk Vidensby, hedder den, og har til januar eksisteret i fem år. Den er midt i en rivende udvikling, bedst ekemplificeret i, at to af de absolutte innovative sværvægtere har tilsluttet sig klubben inden for de seneste år.

Den danske enzymvirksomhed Novozymes bygger over det næste år et såkaldt innovationcampus med plads til 800 medarbejdere i første omgang. Microsoft flyttede allerede ind sidste år. Den amerikanske teknologigigant har ganske efter vidensbytankegangen indrettet sit domicil med en kaffebar i stueetagen, så folk fra gaden kan mærke duften af nykværnede kaffebønner og højteknologisk innovation i samme åndedræt.

Læs også: Fintech-Danmark skal på verdenskortet i nyt lab

Vidensbyen er dannet som en forening, hvor medlemmerne betaler til fællesskabet. For at sikre, at de foreløbigt 65 virksomheder og 8 vidensinstitutioner deler mere end postnummer, er der stablet 7 faglige netværk på benene, som medlemmerne selv driver.

Derudover har man forsøgt at integrere DTU yderligere med skabelsen af forskerparken Scion DTU, der understøtter klynger for højteknologiske virksomheder, hvoraf hovedparten arbejder med hardware- og biotek.

2. Copenhagen Science City
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men på Nørrebro i København er man i fuld gang med at strikke en vidensby på benene.

Copenhagen Science City kredser med sin marineblå signaturfarve om SUND- og SCIENCE-fakulteterne ved Københavns Universitet, Professionshøjskolen Metropol samt Rigshospitalet. Det er medicin, sundheds- og naturvidenskabelige virksomheder, der er i højsædet.

I modsætningen til konkurrenten i Lyngby kan man ikke lokke store virksomheder med jordlodder på en tom mark, da Fælledparken holdes ryddet til 1. maj-udskejelser.

Alligevel er byen fyldt med små og mellemstore virksomheder særligt koncentreret i forskerparkerne COBIS og Symbion.

Idéerne smedes i det spraglede miljø hos Dare2mansion, der bobler af startup-ånd, workshops og case-competitions. Blandt andet vandt den unge iværksætter Habib Frost forrige år konkurrencen Danske Idéer med hans hjertestarteridé, Neurescue, der i dag vurderes at have et markedspotentiale på 20 milliarder kroner. Bofællesskabet Sund Vækst Huset er desuden rykket ind i De Gamles By i et forsøg på at skabe en smeltedigel for sundhedsinnovationen.

Med ingredienser som mødesteder, street food og caféliv foreligger der planer om at puste mere liv i området for at tilskynde de forskellige parter til at møde hinanden.

Læs også: Virksomheder er vilde med innovationsghettoer

3. IT-byen Katrinebjerg
Når Google og Uber vælger at placere deres kontorer i Aarhus, så skyldes det IT-byen Katrinebjergs lange tradition for at bringe forskere, virksomheder og slutbrugere sammen i arbejdet med innovation inden for, ja IT.

Det hele startede i hovedet på en professor ved Datalogisk Institut. I dag omtales IT-byen Katrinebjerg ofte som Danmarks stærkeste IT-klynge tydeligst eksemplificeret ved forskerparken Incuba Science Park, der er et netværk med over 100 virksomheder, erhvervsfremmeaktører og GTS-institutter.

I 2011 rykkede Ingeniørhøjskolen op i den eftertragtede bydel, og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er sågar ved at tage første spadestik til deres nye byggeri.

Det er dog Alexandra Instituttet, der er områdets innovative naturkraft med over 15 års erfaring med at omsætte IT-forskning til nye produkter og services som virksomheder kan tjene penge på.

Miljøet i IT-byen Katrinebjerg udgøres i dag af over hundrede små vækstvirksomheder og en række store internationale kæmper som Bang & Olufsen, LEGO og ikke mindst førnævnte Uber og Google samt den tredobbelte Gazelle-virksomhed, Level 8.

4. Ressource City
I Næstved tager man den cirkulære økonomi alvorligt. Det viser sig allerede i den nye vidensby, Ressource Citys tilholdssted. I august flyttede de ind i Ny Maglemølle Papirfabrik, der engang var en af Danmarks største fabrikker.

Ressource City er med få måneder på bagen det nyeste skud på stammen og har i dag 30 interessenter herunder RUC og DTU samt en række mindre virksomheder

Læs også: Digitale indfødte er faktisk dårligere til it end dig

Sekretariatet er flyttet ind i en 1000 kvadratmeters bygning med rigelig plads til aktiviteter samt konferencefaciliteter. Og der er allerede masser på tapetet. 18. januar afholder Ressource City en stor konference om den cirkulære økonomi med Connie Hedegaard som hovedtaler, hvorfra miljøminister Esben Lunde Larsen kan se frem til at modtage et bugnende idékatalog.

Senere i 2017 følger hackathons, affaldsdating og matchmaking for virksomheder – alt sammen med det for øje at grave det grønne guld frem i form af recycling og upcykling.

I Maglemølle holder det højteknologiske prototypeværksted FabLab til side om side med blandt andre den svenske affaldsvirksomhed Ragn-Sells og Reiling Glasrecycling.

Foruden den fysiske klynge placeret i Ressource City er der også et større virtuelt netværk med rødder i hele landet, som mødes en gang i kvartalet.

[fakta_boks_generel_start]

LYNGBY-TAARBÆK VIDENSBY
Stiftet som en forening, der har 5-års fødselsdag til januar. Vidensbastionen er DTU og medlemsskaren tæller 65 virksomheder, herunder:

Microsoft

Novozymes

Aquaporin

COPENHAGEN SCIENCE CITY
Udspringer af Københavns Universitet med medicin, sundheds- og naturforskning som kerneområde. Succeshistorierne tæller:

Dare2mansion

Infuser

BGI International

IT-BYEN KATRINEBJERG
Født ud af Datalogisk Institut ved Aarhus Universitet og Alexandra Instituttet. Området har fokus på informationsteknologi og innovation, og rummer blandt andre:

Level 8

Google

Uber

RESSOURCE CITY
Den cirkulære økonomi har indtaget den gamle Ny Maglemølle Papirfabrik. Gennem upcycling og recycling vil man grave det grønne guld frem, og flere virksomheder har allerede tilsluttet sig:

FabLab

Reiling Glasrecycling

Ragn-Sells

[fakta_boks_slut]

Log ind eller opret en konto

Velkommen tilbage,

Jeg har glemt mit kodeord

Opret en profil og kom igang...

Sssssch, ny kode på vej. Tjek din mail.

Tilbage til login