Hold hovedet koldt: Startups pitcher idéer fra hul i isen

De danske startups er underligt fraværende fra finsk konkurrence, hvor deltagerne skal pitche deres ideer under uhyggelige vejrforhold

Til en elevatorpitch plejer udfordringen at være at få taleren til at holde sig inden for tiden. Men til Polar Bear Pitch 25. februar i Oulu i Finland, kan problemet meget vel vise sig at være det modsatte.

De deltagende startups og investorer skal nemlig præsentere deres ideer fra et nyhugget hul i isen. Og våddragter er ikke tilladt. Det skriver arcticstartup.com.

Så hvis man er af den holdning, at pitches ofte er for lange, detaljerede og formulariske, skulle der være en chance for at få ideerne serveret i deres allermest koncentrerede form i Finland.

60 procent af sidste års deltagere finansieret
Det er anden gang, Polar Bear Pitch finder sted, og 20 europæiske startups præsenterer tandklaprende deres ideer i år. Men mærkeligt nok, skal man lede længe efter danske firmaer på programmet.

Det lader ellers til at være anstrengelserne værd. Mere end 60 procent af sidste års deltagere har i hvert fald fundet finansiering til deres ideer, da de fik varmen igen.

Som tilskuer behøver man dog ikke at finde lange underbukser og pelshue frem. Hele showet bliver streamet live på pitchfestoulu.com onsdag 25. februar kl. 13 dansk tid.


Log ind eller opret en konto

Log ind eller opret en konto

Velkommen tilbage,

Jeg har glemt mit kodeord

Opret en profil og kom igang...

Sssssch, ny kode på vej. Tjek din mail.

Tilbage til login