Den teknologiske udvikling gør det både muligt og nødvendigt at indrette samfundet fleksibelt. Men vi sidder fortsat fast i industrisamfundets arbejdsrytme. Ph.d. og forfatter Camilla Kring kæmper for at skifte fokus fra klokkeslæt til indre tid.
Vi kender allesammen en kollega, der som et supermenneske har været tidligt oppe, ude at løbe, hjem og i bad, læst en avis og spist morgenmad inden klokken har slået 7. Den morgenfriske, som får en masse ud af dagen. A-mennesket.
Og så har du B-mennesket. Natteravnen, der møder til direktørtid og er en syvsover.
Begge beskrivelser er udbredte, men yderst karikeret, stigmatiserende og ødelæggende. Det mener Camilla Kring, ph.d., stifter af B-samfundet og forfatter til bogen; “Jeg er B-menneske: Kampskrift for et samfund, der understøtter alle døgnrytmer”.
I 1919 designede arbejdsmarkedets parter tidskonstruktionen med otte timers arbejde, otte timers fritid og otte timers søvn. En model vores arbejdsmarked stadig er organiseret efter.
“Forskning viser, at 80% af befolkningen ikke vågner af sig selv om morgenen, men vækkes til lyden af et vækkeur eller en smartphone, og det er ret tankevækkende. Vi afbryder altså vores søvn for at tilpasse os nogle tidsarkitekturer fra gammel tid, og det skal stoppe,” siger Camilla Kring.
Opløsning af tids- og kropskontrol
I slutningen af august i år sendte TV2 Nyhederne en udsendelse med biopharma virksomheden AbbVie, der kunne fortælle om, hvordan de døjede med stor mangel på trivsel og medarbejderflugt, før de frigjorte deres mødetider, og kunne se enorme positive forandringer.
Siden slutningen af 2006 har Camilla Kring arbejdet med netop AbbVie for at gennemføre en transformationen af arbejdskulturen. I dag har de en fleksibel arbejdskultur, hvor der er en social accept og respekt af forskellighed; forskellige familieformer, arbejdsformer og døgnrytmer.
“Resultaterne taler for sig selv. De har nu under 2% sygefravær og en 50% produktivitetsstigning. Deres work-life balance steg også fra 39% til 95%.”
AbbVie blev sidste år kåret som Danmarks bedste mellemstore virksomhed, og de udtalte i forbindelse med det, ‘at deres ambitiøse forretningsmål og trivsel på arbejdspladsen var hinandens forudsætninger’. Flere af Camilla Krings kunder ligger nummer 1 i Great Place to Work konkurrencen rundt omkring i Europa.
“Work-life balance kræver en social accept og respekt af vores forskelligheder. Der er mange virksomheder, der fortæller mig, at de er fleksible. Så plejer jeg at spørge dem, ‘hvor mange af jeres medarbejdere møder efter kl 10?’ Og så er der total tavshed”, fortæller hun og fortsætter:
“Ledere favoriserer A-mennesker. Alene det, at du møder ind tidligt på kontoret, gør, at du bliver set som mere engageret og produktiv, end hvis du møder senere og for så vidt er mere produktiv. Vi har tilrettelagt et samfund efter A-mennesker, selvom det ikke passer til hovedparten af vores befolkning, og det er jo et kæmpe paradoks.”
Indsatte i tidsfængsler
Trods et øget fokus på kronobiologi i forskningsverdenen, oplever Camilla Kring, at vi stadig befinder os i en brydningstid med en lang række barrierer, som er med til at opretholde det industrielle 8-16 mindset.
Camilla Kring anbefaler virksomheder helt at gå væk fra at have regler for hjemmearbejdsdage og mødetidspunkt.
“Jeg synes, at det er komplet latterligt, hvis man har et arbejde, hvor det er muligt at arbejde andre steder end kontoret. Nogle siger ‘vi er så fleksible, hos os kan man møde mellem otte og ni, og så kan man gå efter 15’, og så siger jeg, ‘det er simpelthen noget af det mest ufleksible jeg længe har hørt’.
Hun fortæller, at de kunder, hun har, beretter, at det halverer deres transporttid, hvis de eksempelvis møder kl. 9:30.
“Har du set trængslen på vejene og cykelstierne tidligt om morgenen og igen om eftermiddagen? Det skyldes simpelthen, at vi sidder fast i tidskonstruktionen med at møde og gå samtidig.”
Hun begynder at sætte et regnestykke op.
“Hvis man bruger to timer hver dag på transport giver det 10 timer om ugen. Det bliver pludselig kun fem timer, hvis mødetiden kunne ændre sig. Der er 168 timer på en hel uge, man kan altså godt mærke, at man får fem timer ekstra.”
Og netop dér ligger Camilla Krings pointe – små forandringer i de tidsstrukturer vi kender.
“Er vi klar til at sætte os selv fri? Det er ikke nemt det her. Den der ikke bevæger sig, mærker ikke sine lænker. Der er mange af os, der har sat os i et tidsfængsel, hvor vi i bund og grund har et større handlerum, der kan forøge vores livskvalitet, men vi bruger det ikke. Hvorfor gør vi ikke det? Dømmer vi os selv? Bliver vi dømt af andre? Jeg møder mange mennesker, som føler sig som indsatte frem for ansatte. Hvis du er indsat, ja, så er du slave af tiden”.
Camilla Kring tror ikke på best practice. Hun tror derimod på, at man skal se på arbejdspladsens unikke DNA, og hvilke familieformer, arbejdsformer og døgnrytmer ens medarbejdere har.
“Nogle har en ‘separator’ strategi, hvor arbejde og privatliv skarpt adskilles, andre har en ‘integrator’ strategi, hvor arbejdet i højere grad blander sig sammen,” hun fletter sine fingre sammen og fortsætter:
“Lige nu kører vi to en integrator strategi, når vi mødes på en søndag. Det er ikke sådan, at det ene er bedre end det andet. Det handler om, at vi accepterer og respekterer hinanden. Jeg er fortaler for, at vi kollektivt kan finde nye normer og skabe en bedre work-life rytme. Vi skal designe individuelle arbejdstider, arbejdsområder og arbejdsrytmer, der understøtter hver persons evne til at gøre deres bedste arbejde.”
_____________________
Er du i tvivl om, hvilken døgnrytme du har? Camilla Kring anbefaler Munich ChronoType Questionnaire (MCTQ), men da testen pt. er ved at flytte database, kan du i mellemtiden tilgå Automated Morningness-Eveningness Questionnarie (AutoMEQ).