Chefer har mange gode ideer til, hvordan de kan gøre deres medarbejdere mere produktive, men i virkeligheden skal de bare have en kollega at se op til
Bonusordninger, månedens medarbejder, løbende ros og motiverende peptalks. Det er alle kendte redskaber, der bruges af mange ledere. Men faktisk viser en undersøgelse fra Harvard Business School, at en velovervejet bordplan til storrumskontoret kan øge produktiviteten markant.
Forklaringen bag er ganske simpel: produktivitet smitter.
I to år har forskerne bag undersøgelsen betragtet og analyseret medarbejdere i et større tech-firma med arbejdspladser i både USA og Europa. De ansatte er blevet målt på særligt tre parametre: Produktivitet; hvor lang tid en opgave tager for den enkelte, effektivitet; hvor ofte de har brug for sparring og hjælp, og kvalitet; hvor tilfredsstillende opgaverne var løst. Og en af de klare konklusioner er, at ja, der er en sammenhæng imellem kvantitet og kvalitet skriver Harvard Business review.
De mest produktive medarbejdere i undersøgelsen leverede generelt opgaver i 14 procent lavere kvalitet end virksomhedernes gennemsnitlige medarbejdere. Til gengæld er virksomhedernes langsomme medarbejdere også mere grundige. Deres arbejde er i syv procent højere kvalitet end gennemsnittet.
De fleste vil være den dygtigste
Det næste oplagte spørgsmål var så, hvordan kan man få de kvalitetsbevidste, dog langsommere, medarbejdere til at levere de gode resultater lidt hurtigere? Og hvordan får man samtidig de hurtige, men dog lidt sjuskede, medarbejdere til at levere bedre resultater, dog måske lidt langsommere?
Og den simple løsning, viste sig at være temmelig effektiv. Sæt de mest effektive, og de mest grundige ved siden af hinanden, så smitter deres kvaliteter så at sige af. Det er lidt ligesom gruppearbejde i folkeskolen, når klassens ballademagere blev splittet ad. Bare omvendt.
Konkurrenceinstinkt og sammenligning er forklaringen ifølge undersøgelsen. En medarbejder har ganske enkelt ikke lyst til at sidde og drive den af, hvis sidemakkeren løser opgaverne hurtigere. Samtidig vil de hurtige heller ikke levere resultater, der er af lavere kvalitet end den sløve kollegas. De fleste vil jo gerne være den dygtigste, for sådan fungerer konkurrenceinstinkt nu engang.
Tretten procent hurtigere og ti procent bedre
Forskerne bag undersøgelsen fik medarbejderne til at sidde i forskellige konstellationer og ofte skifte pladser, og de kunne ud fra det måle, at man ved at placere de hurtigste medarbejdere ved siden af de langsommeste kan forhøje den samlede produktion og kvalitet. Ved at placere de kvalitetsbevidste og de kvantitetsbevidste medarbejdere sammen – og de gennemsnitlige sammen med andre gennemsnitlige – viste undersøgelsen, at hastigheden blev øget med 13 procent, mens der var hele 17 procent mindre sparring og vejledning undervejs. Opgaverne blev også løst 10 procent bedre.
Og den gode nyhed er desuden, at effekten indtræder stort set øjeblikkeligt, mens der går cirka to måneder, før medarbejderne ryger tilbage i de normale vaner, hvis de bliver flyttet rundt i andre konstellationer.
Medarbejderne påvirker altså umiddelbart kun hinandens produktivitet, kvalitet og effektivitet positivt. I hvert fald, hvis de enten er hurtige, kvalitetsbevidste eller lidt af begge dele.
De giftige medarbejdere
Den afsmittende effekt er desværre ikke kun positiv, viser undersøgelsen.
Ud over de effektive, produktive og kvalitative medarbejdere er der nemlig også en fjerde gruppe. De såkaldte giftige medarbejdere.
Det er medarbejdere med dårlig opførsel som måske ligefrem overtræder virksomhedens politikker eller udviser aggressiv eller chikanerende adfærd. Har man sådan nogle ansat, bør alarmklokkerne ringe. Ja faktisk bør de nok ikke være der. For ud over de åbenlyse problemer ved at have sådan en ansat, så påvirker de både hinanden, de hurtige og de kvalitetsbevidste medarbejdere negativt.
Placerer man to giftige medarbejdere ved siden af hinanden er der hele 27 procent højere risiko for, at de bliver fyret hurtigt, viser undersøgelsen. Og risikoen for, at dine andre medarbejdere bliver fyret, sænker farten, leverer dårligere og lignende er også højere, hvis de sidder ved siden af en giftig medarbejder.
Så hvis du absolut skal have en medarbejder siddende, som måske er dygtig til sit felt, men en kende ubehøvlet, så bør vedkommende nok have et enekontor, så den giftige opførsel ikke spreder sig.