Dansk virksomhed har udviklet en robot, der skriver nyheder om alt, der foregår i dansk erhvervsliv
Journalistrobotterne kommer.
Det er der i hvert fald noget der tyder på, når man kigger ud over det internationale medielandskab.
På nyhedsbureauet The Associated Press (AP) har en robot i et halvt års tid skrevet bureauets sportsresultater. Danske Ritzau har i over et år haft en robot til at finde vigtige fakta i årsregnskaber, og nu har en lille dansk virksomhed, Lasso X, lavet en robot, der skriver nyheder om næsten alt, der sker i danske virksomheder.
Lasso X lever af at lave dataløsninger baseret på offentlig data om dansk erhvervsliv – og deres kunder er primært revisorer, finansielle institutioner eller andre virksomheder, der gerne vil holde sig opdateret på markedsdata om kunder og konkurrenter – som man kender det fra traditionelle markedsdataløsninger.
Men udover dette har arbejdet med offentlig data givet Lasso den ide, at lave en side med robotgenererede nyheder om dansk erhvervsliv – Lasso News.
På lidt over fire måneder har robotten Mimi – opkaldt efter en af de første kvindelige journalister i Danmark, Mimi Carstensen – skrevet 10 millioner artikler til det nye erhvervssite
Lasso News
. Mimi har endda også haft tid til at SEO-optimere dem, så Google kan finde frem til de enormt mange nyhedshistorier.
Alle artiklerne er baseret på offentlig data fra CVR-registret. Hos Lasso News kan man altså finde informationer om samtlige virksomheder og personer i dansk erhvervsliv. Det er primært korte artikler om ejerskifte, konkursbegæringer, årsresultater og nye bestyrelsesmedlemmer, der findes artikler om.
Læs også: Kan du kende forskel på robot og journalist?
Journalistens assistent?
Eksperterne på området, er ikke i tvivl om, at robotiseringen nok skal invadere nyhedsredaktionerne. Ja faktisk kan de måske endda være en gave til journalistikken. For særligt i researchfasen kan robotterne være yderst hjælpsomme, mener to eksperter.
“Din research bliver bedre, hvis du bruger automatiserede maskiner, som kan hjælpe med at finde data, hvis du skriver en artikel, vil computeren også fortælle dig, om den person, du har interviewet tidligere har sagt det stik modsatte,” sagde Geir Terje Ruud til Politiken forleden.
Faktisk kan journalistikken blive mere troværdig, fordi fakta bliver hurtigere at få fat på, mener fremtidsforsker ved Institut for Fremtidsforskning Klaus Æ Mogensen
Læs også: Kunstig intelligens hjælper dig med at skrive perfekte mails
“Søgning efter hårde fakta er noget af det, som journalister ikke har tid til i deres travle hverdag, og der kan computeren hjælpe med en slags udvidet googlesøgning,” siger han til Politiken.
Ikke som de andre
Lasso News er lidt af en verdenssensation. For så vidt opfinderen selv kan vurdere, er der ingen andre, der gør det samme som Mimi. Jovist gør Ritzaus nyhedsrobot noget i samme dur, men den finder kun udvalgte punkter i udvalgte årsregnskaber. Mimi skriver om alt, der bliver registreret i CVR og omdanner det til korte nyheder.
“Mig bekendt, er der ingen, der gør det her ud over os. Men vi har oplevet interesse fra medievirksomheder,” siger CEO i Lasso X, Jakob Benediktson.
Det hele startede faktisk, da Lasso X en dag havde en session, hvor de ville finde ud af, hvordan de kunne udfordre deres virksomhedsstruktur.
“Vi fandt ud af, at vi ville lave vores egen avis, hvor vi kunne danne et overblik over aktiviteterne i dansk erhvervsliv. Derfor brugte vi nogle måneder på at udvikle en intelligent robot, der kan skrive nyheder i realtid baseret på data,” siger CEO i Lasso X, Jakob Benediktson.
2.0 er allerede på vej
Ambitionerne for Lasso News er i den grad høje. Der er fra start lagt vægt på, at sidens opbygning skal ligne en traditionel nyhedsside og ikke en log, og Jakob Benediktson håber, at siden på sigt vil blive lige så besøgt som landets største erhvervsnyhedssider, Finans.dk, Business.dk og Børsen. Derfor arbejder de allerede på version to af Mimi.
Læs også: Kunstig intelligens vil lure i dine filer og rydde op for dig
Her skal det være muligt at logge ind og følge udvalgte virksomheder – det kan eksempelvis være ens kunder eller konkurrenter – som skal vises i et feed lidt ligesom på Facebook, hvor brugerne primært bliver eksponeret for de personer og virksomheder, de selv har valgt at følge.
“Det skal være personaliseret. Man kan på nuværende tidspunkt slå alle virksomheder i Danmark op på siden. Men hvis man får lige præcis de virksomheder frem på startsiden, som er relevante for en selv, og med en notifikation, når der sker noget nyt i en virksomhed, man følger, tror vi på, at vi kan få en plads i markedet og være på niveau med de større medier,” siger Jakob Benediktson og fortæller, at han også kan forestille sig, at man linker til sin virksomheds Lasso-side, når man vil starte nye forretningspartnerskaber eller lignende.
Mere fakta end fortælling
Jakob Bendiktson er dog ikke ude på at gøre journalister arbejdsløse.
“Vi kan ikke lave subjektive historier, interviews og dybdegående historier. Nyhederne er udelukkende baseret på offentlig data og dermed fakta,” siger Jakob Benediktson.
Mimi arbejder ud for en række skabeloner og kan ud fra dem finde ud af, hvilken type historie, der er tale om. Er der tale om ejerskifte? Konkursbegæring? Navnskifte? Robotten identificerer historietypen og genererer automatisk brødteksten. De dybe læseoplevelser må altså stadig findes i de traditionelle, menneskeskrevne artikler lidt endnu.
Og lidt bonusinfo:
Sidste år lavede Financial Times desuden et forsøg, hvor de satte en journalist og en robot til at skrive en artikel ud fra samme data. Du kan læse om forsøget her.