Hvis rygterne om en ny investeringsrunde holder vand, kan den populære fotodelingstjeneste ende med at være mere end 100 milliarder kroner værd
Da Snapchats 24-årige CEO, Evan Spiegel, i 2013 takkede nej til Facebooks tilbud om at købe tjenesten for $3 milliarder, lignede det for mange et dumstrigt udslag af overmod.
Men i dag har piben fået en anden lyd. Mindre end et år efter Facebooks gavmilde tilbud blev det anslået, at den populære fotodelingsapp var næsten $10 milliarder værd, og med rygterne om en ny investeringsrunde kan den nu vise sig at stige til næsten det dobbelte. Det skriver Bloomberg Business.
En anonym kilde med kendskab til planerne har afsløret, at tjenesten er ude efter et kapitalindspark på op mod $500 millioner, der ville give selskabet en valuering på mellem 16 og 19 milliarder dollar.
Kun Uber og Xiaomi er større
Snapchat ville på den måde overhale de nærmeste konkurrenter som Airbnb og Dropbox i gruppen af verdens mest værdifulde startups støttet af venturekapitalfirmaer. Faktisk ville kun transporttjenesten Uber og den kinesiske mobiltelefongigant Xiaomi i så fald være mere værd.
Snapchat gjorde sig for nylig bemærket med introduktionen af en ny ‘Discover’-funktion, hvor brugerne kan få korte videoklip leveret fra store nyhedsudbydere og andre indholdsproducenter som CNN og MTV.
Da F5 for nylig tog temperaturen på holdningen til funktionen blandt de unge, der må siges at være Snapchats primære målgruppe, var resultaterne dog ikke lovende.
“Hvis jeg vil tjekke nyhederne, går jeg ind på min computer,” sagde 16-årige Emil Breum eksempelvis.