Din uddannelse? Dit CV? Eller de rigtige referencer? Hvad er egentligt de vigtigste forudsætninger for at nå hurtigt til tops i erhvervslivet? Amerikansk rådgivervirksomhed kommer her med et bud.
Tænker du, at vejen til direktørjobbet er brolagt med en MBA og et væld af ledelseskurser? I så fald er der noget, der tyder på, at du skal ændre din strategi.
Der er nemlig ikke nogen direkte og stensikker vej til hjørnekontoret. Du skal ikke have nogen bestemt uddannelse eller have arbejdet et bestemt sted for at nå til tops. Til gengæld skal du være villig til at tage utraditionelle og ligefrem risikable karrierebeslutninger.
Konsulenter fra den amerikanske rådgivervirksomhed ghSMART har gennemført studiet CEO Genome Project. I studiet, der løber over 10 år og har data fra over 17.000 topledere, ser de på, hvilke typer der ender som øverste leder og deres vej til toppen. Derefter har de set nærmere på dem, der får direktørstillingen hurtigere end de gennemsnitlige 24 år efter ansættelse i første job, og resultatet er mildest talt interessant.
Særligt tre ting nævner mange af direktørerne som en afgørende faktor for, at de er endt, hvor de er i dag. 97% af direktørerne i undersøgelsen gik igennem mindst én af de følgende tre ting, mens tæt på 50% har oplevet mindst to af dem.
Et skridt tilbage, to skridt frem
Det er sjældent, at vejen til at blive direktør går i en helt lige linje uden nogen form for bump på vejen. Nogle gange er man nødt til at tage et skridt nedad for at komme videre. Mere end 60% af de adspurgte direktører har på et tidspunkt i deres karrierer taget en lavere stilling, end den de kommer fra.
Det kan eksempelvis være at starte noget nyt op i den virksomhed, man arbejder i, skifte til et job i en mindre virksomhed for at få mere ansvar eller starte egen virksomhed. Fælles for disse ting er, at de giver muligheden for at bygge noget op fra bunden og gøre sig bemærket på den måde.
Sig ja
Smid al forsigtighed væk og sig ja til de muligheder, der byder sig. Det kan godt være, at det er nogle ting, du ikke har lavet før, og at du ikke føler dig 100% forberedt på de kommende udfordringer, men hvis den rigtige mulighed opstår, så tag den. Mere end en tredjedel af direktørerne i undersøgelsen har prøvet at springe ud i noget, de ikke var helt forberedt på. Det er ofte sket indenfor de første 10 år af deres karrierer.
De rigtige muligheder kommer dog sjældent dumpende ned fra himlen, og det er ifølge direktørerne derfor vigtigt, at du opsøger dit eget held. Deltag i tværfaglige projekter på tværs af virksomheden, bed din chef om mere ansvar og tag imod svære og komplekse arbejdsopgaver. Vigtigst af alt, gør det til en vane at sige ja til store muligheder. Om du er klar eller ej.
Overtag en synkende skude
Det kan virke ulogisk og måske endda skræmmende at hoppe ombord på noget, der er ved at synke. Men det er en måde, du kan vise, at du har, hvad der kræves til en dag at sætte dig i den bløde stol på det største kontor. Det kan være en afdeling, der underpræsterer, et produkt, der slår fejl eller måske endda en truende konkurs. Mere end 30% af de adspurgte direktører har ledt en virksomhed ud af en krise.
Kritiske situationer kræver ledere, der forstår at eksekvere beslutninger. Når en krise truer, har fremadstormende ledere mulighed for at vise, at de kan håndtere tilspidsede situationer, tage beslutninger under pres, samle andre omkring dem og overleve modgang. Med andre ord er det den perfekte forberedelse til direktørjobbet.