Borger, patient, bruger. Kært barn har mange navne, og alle skal spille en afgørende rolle, når fremtidens offentlige service udarbejdes. Men det er ikke altid, brugernes input passer ind i de eksisterende rammer.
Borgerinddragelse er det nye sort i den offentlige sektor. Flere steder bliver patienter, borgere og brugere indtænkt i forvaltningen, blandt andet i den kommunale og regionale sundhedssektor. Flere steder, som i Region Hovedstaden, er hospitaler og myndigheder pålagt at have brugere og borgere inddraget i flere processer.
Samtidig peger Danske Regioner på en bred vifte af områder, hvor patienter bør inddrages. Fra psykiatrien til ortopædkirurgien opfordres der fra politisk hold til, at læger og sundhedsfagligt personale tænker i borgerinddragelse.
Alligevel ender patient- og borgergruppe ofte med ikke at være den værdi, det var tiltænkt. For eksempel ender patienter og pårørende i udvalg, hvor det lægefaglige niveau fylder meget, og det kræver en solid forhåndsviden, hvis borgeren skal være i stand til at forstå kompleksiteten af hospitalsvæsnet.
Derfor mener F5’s netværk af ledere i sundhedsvæsenet, at aktører i systemet skal finde ud af, hvad man ønsker, borgeren skal bidrage med.
”Patienter og pårørende kan enten bidrage med deres egen viden om sundhed eller erfaringer. Og selvom erfaringer er gode nok, kan det være svært at udlede noget generelt af det”, lyder det blandt deltagerne bestående af ledende overlæger, ledende oversygeplejersker, samt kommunale sundhedschefer ved mødet ”Rethinking Health”.
Dét peger lederne på
For at undgå faldgruberne peger ledelsesnetværket først og fremmest på, at man skal gøre sig nogle ideer om, hvad der skal til for at skabe god brugerinddragelse. Derfor skal man vurdere, hvad brugerinddragelse kan bidrage til.
”Man skal gøre sig det klart, hvad man ønsker at opnå med brugerinddragelse, så det ikke bare bliver en trend og et ’sådan noget skal vi også have’. Det behøver ikke være stort og organisatorisk, og det kan sagtens være meget operationelt, det man sætter ind med”, lyder gruppens baggrund for anbefalingen.
Gør man sig ikke klart, hvad brugerne skal bidrage med, ender man ofte med at placere borgerne i en rolle, hvor de skal være centrale i hele hospitalets drift. Derfor ender borgerne ofte i nogle generelle rammer, hvor de har svært ved at bidrage.
Derfor bør rekruttering fylde mere. For borgerens og hans/hendes bevæggrunde for at være en aktiv del af sundhedsvæsnet, kan være afgørende for, hvorvidt der er forståelse for sundhedsvæsnet, og om borgeren reelt kan bidrage med noget positivt.
Netværksgruppen anbefaler desuden, at flere opgaver udliciteres, såsom journalskrivning til borgeren så denne får en indflydelse på sit eget forløb.
Udfordringer er kommunikative
Direktør på Amager-Hvidovre Hospital Else Smith genkender mange af problemstillingerne, netværksgruppen skitserer. Hun mener, at borgernes synspunkter i udgangspunktet og som en naturlighed må tages seriøst. For borgeren er en vigtig kilde til at se serviceniveauet i sundhedssektoren udefra.
”Op mod 95 procent af de klager jeg får, handler om måden, brugerne og patienterne mødes. Hvordan de bliver talt til, hvordan de bliver mødt og anerkendt. Der klages langt sjældnere over selve operationen eller den lægefaglige behandling”, siger Else Smith. Hun mener, at borgerne har krav på at blive taget seriøst, da de også er betalere til sundhedssystemet. Derfor er de også en vigtig kilde til at se på serviceniveauet i sundhedssektoren udefra.
Hun peger på, at det i tilfælde med alvorlige sager er vigtigt, at systemet kan møde borgeren, og at der er en ramme for borgerens og patientens frustration.
”Vi har jo for nyligt haft en sag om meningitis hos 3 unge mænd, der døde af det. I læringsforløbet har man inddraget fædrene til de afdøde, og det, der er blevet den vigtige lære af det, er, at vi bør lytte til de pårørende. Og det, tænker jeg, de fleste sundhedsfaglige vil tage på sig. For hvem ved bedre end en forælder til en 17-årig, om vedkommende er rask eller bekymrende sløj?” siger Else Smith og tilføjer:
”Det handler mindre om organisation og langt mere om kultur for, at vi skal lytte til de pårørende og give dem plads i behandlingen”.