Danmark har sovet i timen, mener ekspert, der her giver råd til at mestre den ædle disciplin i networking
En mand sidder med en buket blomster i et tog mod Jylland lige over for dig. I har intet tilfælles, men som snakken udfolder sig, opdager I lige så stille hinandens spændende sider. Det lyder som starten på en romantisk historie, og det kan det også være, hvis man altså bliver helt blød i knæene af en god netværkshistorie.
Netværksekspert Susie Lynge er mesternetworker og har gennem syv år bygget en karriere op omkring det. Hun har trænet over 1000 mennesker i at få det maksimale ud af deres netværk. Alligevel er det historien om manden med blomsterne, hun vender tilbage til, når hun skal beskrive værdien af networking. For det er vores anderledes og løse kontakter, der meget vel kan vise sig at være de mest værdifulde.
Det har danskerne bare ikke opdaget, mener Susie Lynge. Eller i hvert fald er de for sent på den.
”Jeg synes Danmark har sovet i timen. Strategisk networking er en erhvervskompetence på lige fod med alle mulige faglige kompetencer,” siger hun.
Kynisme eller win-win
Susie Lynge har en god forklaring på, hvorfor networking ikke altid er øverst på dagsordenen, hverken privat eller på arbejdspladsen.
”Der er en tendens til at tænke, at man ikke må være strategisk, når det handler om relationer. Så det anses som manipulation og kynisme, når man har en plan med sine relationer. Det er en totalt misforståelse af, hvad netværk handler om,” forklarer hun.
Læs også: Netværk handler om de svage relationer
Hvis man går ind i en professionel relation handler det om at smide skyklapperne og ikke fokusere alt energien i spørgsmålet, ”hvad er der i det for mig?”
”Det handler om at skabe win-win-situationer, at vi stiller hinanden bedre med den viden, de kompetencer og de kontakter, vi har. Det handler om, hvordan vi kan løfte hinanden og gøre hinanden bedre, end hvis vi er alene.”
Vrimler med netværk
Der er grundlæggende to typer netværksrelationer, påpeger Susie Lynge: Et strategisk designet netværk og så vores løse kontakter. De sidste anslår Susie Lynge, at vi alle har mellem 1500-2000 af.
Det kræver både tid og penge at opbygge et designet netværk, et der har en særlig sammensætning af mennesker og et konkret mål. Derfor vrimler det med virksomheder, der tilbyder alverdens specialiserede netværk, som mødes fra tid til anden over et glas vin, et foredrag og efterfølgende videndeling.
Pivotal Business Society er blot en af få. De er et frivilligt netværk på 40 unge ambitiøse højtuddannede og iværksættere, men også enkelte erfarne folk fra erhvervslivet, der gensidigt udnytter hinandens forcer. Jurist Christian Buje Tingleff er næstformand i Pivotal Business Society, og han nyder godt af netværkets uformelle karakter.
”Det er afslappet, og så er det sjovt at møde andre ambitiøse mennesker uden for den verden, jeg selv er en del af, og høre om de problemer, de står overfor,” siger den 29-årige jurist.”
Netværket startede op i 2014, og medlemmerne mødes omkring fire gange om året. Christian Buje Tingleff har endnu ikke fået meget konkret udbytte af netværket, men det gør ikke så meget.
”Det skal modnes over tid og forhåbentlig er det med til at bygge et netværk op, som jeg kan bruge i fremtiden,” siger Christian Buje Tingleff.
Vi gør ikke som vi plejer
For Jeppe Frandsen, kommunikationsrådgiver i Coop, er netværket der, hvor han husker sig selv på ikke at gøre, som han plejer. Han sidder i en kommunikationsgruppe hos F5 Networking, der mødes 4-5 gange om året til gæsteoplæg, workshops og sparring om medlemmernes egne projekter.
“Jeg vil gerne have noget professionel og faglig sparring med det, jeg sidder med. Få nogle impulser udefra. Her i Coop er der nogle, der har været her i mange år, og så kan man godt falde i den tønde, der hedder ‘vi gør som vi plejer’,” siger Jeppe Frandsen.
Læs også: Ny app: Drop undskyldningerne og netværk som en ekspert
På det seneste møde var det Jeppe Frandsen selv, der fremlagde en case om det, han sidder og nørkler med lige nu. Han fortalte om en kampagne, Coop har eksekveret over januar og februar, og det var ikke så få guldkorn, der kommer fra de øvrige medlemmer.
“Rigtig mange af de ideer har jeg brugt, og jeg sidder faktisk med dem foran mig lige nu. Så der har jeg virkelig fået inputs til, hvordan indholdet skulle serveres bedst muligt på de forskellige platforme og specifikke målgrupper,” siger Jeppe Frandsen og påpeger, at det blandt andet var i mødet med kvindelige medlemmer, han blev opmærksom på blinde vinkler i kampagnen.
Grib mulighederne
Pivotal Business Society og F5 Networking er to formaliserede netværk, men for Susie Lynge er det mindst lige så meget de løse relationer, man samler op på sin vej, der danner kernen i vores professionelle netværk. Og her er vi tilbage til blomstermanden i DSB-toget.
Det er efterhånden seks år siden Susie Lynge mødte det hun troede skulle være en hurtig, forglemmelig samtale.
”Vi skal lave forretning sammen,” siger han. ”Om hvad, det ved jeg ikke, men det finder vi ud af over en kop kaffe,” husker Susie Lynge slutningen på samtalen
Den dag i dag nyder både Susie Lynge og blomstermanden, som nu er forretningsudvikler hos Ernst & Young, stadig godt af, at være en del af hinandens netværk.
”Han har skubbet til mig, givet mig de mest innovative ideer, og vi har givet hinanden kunder,” siger Susie Lynge og peger på en af de basale sandheder ved networking-disciplinen.
”Networking handler om at være åben, at gribe de muligheder, der ligger foran dig og forstå, at hvis vi er opmærksomme på vores egen adfærd, og hvad vi har at tilbyde andre mennesker, og hvad vi kan få igen, så kan vi få rigtig meget ud af det.”
Nøglen til at turde
En stopklods for mange i brugen af deres netværk er, at man ikke vil trænge sig på. Det har Susie Lynge en enkel kur mod.
”Nøglen til at turde at bruge sit netværk er at finde ud af, hvad man har at byde ind med den anden vej. Derfor skal man allerede være klar over, hvad man kan hjælpe med, inden man kontakter dem. Det løfter relationen med det samme,” siger hun.
Og relationer skal plejes, som en plante, der skal have vand, for ikke at give et indtryk af, at man kun er i det for egen vindings skyld. Men hvor tit skal sådan én have vand?
”Hvis du har været opmærksom på at være personlig og lavet en tillidsfuld relation fra start af, så kan dine kontakter godt ligge og sove lidt uden at I behøver at kontakte dem hele tiden. Selvfølgelig skal du gøre noget for at pleje dine gode relationer, og det kan du både gøre online, så du med jævne mellemrum vælger nogle kontakter ud, skriver en mail eller giver et kald,” svarer Susie Lynge.
Læg et netværksbudget
Netværk koster noget. Hvis ikke penge så tid, energi eller fokus. Derfor bør man som så mange andre aktiviteter skrive det ind i budgettet eller ligefrem lave et særskilt netværksbudget, mener Susie Lynge.
”Man skal være god til at lægge et netværksbudget og gøre sig klar fra start, hvor meget man er villig til at investere, hvad formålet er, og hvem man skal netværke med,” siger hun.
Så hvor mange kaffeaftaler kan du rumme på fjorten dage, og hvem skal du skrive til for at holde kontakten varm? Det er nogle af de overvejelser en rigtig networker skal gøre sig i løbet af en arbejdsuge.
500 kontakter er ikke Nirvana
Pleje er en ting, en anden er at sikre sig, at ens netværk hele tiden laver nye skud, så det altid er det mest relevante.
”Det handler ikke om at have det største netværk, det handler om at have det rigtige for dig og dit arbejde. Men dermed ikke sagt, at du ikke altid skal udvide, så du, din forretning og din karriere udvikler sig. Du skal løbende sørge for at der er diversitet og nye kontakter.”
Der er altså ingen tilstand af nirvana, når man opnår 500 kontakter på LinkedIn eller når ud i alle verdenshjørnerne med dem.
”Sådan som vi har indrettet os i dag er det umuligt at arbejde med relationer og videndeling uden om de sociale medier. Vi er vildt afhængige af digitale strukturer imellem os. Og der er et kæmpe potentiale i LinkedIn som et støtteværktøj til at ramme flere hurtigere,” siger Susie Lynge og løfter sløret for sin egen sporadiske LinkedIn-taktik.
”Det gælder igen om at være givende. Jeg skriver artikler, blogs og giver tips, så jeg altid er top of mind i mit netværk på en positiv måde,” siger hun.