Arkitekter designer i højere grad efter, om bygninger tager sig godt ud på de sociale billedmedier. Demokratisering mener nogle, mens andre frygter at arkitekturen bliver overfladisk og konservativ
For enden af Århusgade, ved indgangen til Københavns nye smarte nordhavnskvarter, ligger en af danmarks grimmeste bygninger. Det var i hvert fald den folkelige holdning, da PFA stod klar med deres nye hovedsæde, den hvide og røde Marina Park for tredive år siden. Men havde Facebook, Snapchat og Instagram nu bare eksisteret dengang, var den upopulære øjebæ muligvis aldrig blevet en realitet.
I hvert fald ikke hvis man havde spurgt amerikanske Marc Kushner. Han er arkitekt og ejer af arkitektstuen Hollwich Kushner (HWKN) i New York. Ifølge Kushner lever vi i dag på randen af den næste store revolution indenfor arkitektur, og det skyldes alt sammen de sociale medier.
I en Ted Talk forklarer han, at måden vi konsumerer arkitektur, har ændret sig. I dag deler, kommenterer og møder vi konstant arkitektur på online medier, og det har udvasket skellet mellem arkitekterne og forbrugerne. Arkitektens arbejde udgør ikke længere kun den klassiske rolle som ‘mester’, men er blevet udvidet til mediator mellem de i stigende grad medproducerende borgere og arkitekturen. De sociale medier har gjort det lettere for brugerne at ytre sig og lettere for arkitekterne at lytte og tilpasse. Derfor mener Kushner, at arkitekter i fremtiden vil undgå at lave bygninger, som folk hader.
“Alt er anderledes i dag. Arkitekter er ikke længere de her mystiske skabninger, der bruger store ord og laver komplicerede tegninger. Og brugerne er ikke længere lig med dem, der ikke vil acceptere ting, der ikke er set før. Arkitekterne kan høre jer,” siger Kushner i sin TED-talk.
Arkitektur vil være ‘instaworthy’
Hvordan ville denne bygning tage sig ud på Instagram? Spørgsmål som det stiller flere og flere danske arkitekter i dag sig selv undervejs i designprocessen. Og det er ikke kun positivt.
Ifølge Julian Weyer, der er partner i C. F. Møller Architects, ser man i dag en tendens til, at arkitektur gerne vil være fotogen, og det hænger i høj grad sammen med den fotokultur, der eksisterer gennem de sociale medier.
Læs også: Google udkonkurrerer arkitekturen med programmet Flux
“Arkitekterne vil gerne være spektakulære, og det skal man være yderst varsom med. Fordi det selvfølgelig ikke er hele historien om arkitektur, man får på Instagram, og det er faktisk rigtig svært at sige, om det er god eller dårlig arkitektur,” siger Julian Weyer.
Han forklarer, at det selvfølgelig er en kvalitet, at folk har lyst til at tage billeder af bygningerne, men at der er en risiko for, at de resterende faktorer i arkitekturen går tabt.
“Der er risiko for, at det bliver en forfladiget arkitektur, hvis det udelukkende går ud på at være et selfie-motiv. Det skal balanceres, men det er jo en faktor i dag.”
Anne Beim, der er professor og centerleder for Center for Industrialiseret Arkitektur, er ligesom Julian Weyer, bekymret for, om vores fokus på det visuelle kommer til at udvande designet, hvis ikke arkitekterne passer på.
Problemet med billedkulturen er, at arkitektur er så meget mere end, hvad vi ser. Det visuelle udtryk udgør kun en del af arkitekters arbejde, hvordan arkitekturen opleves gennem vores andre sanser gennem f.eks. lyd, luft, berøring er ligeså vigtige” forklarer hun.
Arkitektur i øjenhøjde
En instragramificering af arkitekturen har dog den fordel, at arkitekturen bogstavelig talt kommer i øjenhøjde. Og hvor byrum tidligere har været en lidt overset størrelse, er sociale billedmedier som Instagram og Snapchat i dag med til at skabe en visuel urban kultur, der i højere grad fokuserer på de fede og skæve byrum.
Og det har fået byplanlæggerne, der traditionelt beskuer byen oppefra til at komme ned i øjenhøjde med brugerne og ikke kun se på den store masterplan.
Det mener Thomas Fabian Delman, der er partner i det danske design bureau Kollision. Han bruger Københavns nye bydel, Nordhavn, som eksempel.
“Nordhavn er inspireret af den visuelle billedkultur på nettet, hvor man ser tingene mere i øjenhøjde og reflekterer over, hvordan det er at være blandt bygningerne. Det skyldes, at vi deler billeder af alting og har gjort, at vi fokuserer mere på, hvor det gode byliv er,” siger Thomas Fabian Delman, der sagtens kan forestille sig, at vi kommer til at se flere planlagte selfie-spots i fremtidens arkitektur.
“Hvis du spørger arkitekterne, vil svaret sikkert være nej. Men hvorfor ikke? Det ville da være mærkeligt andet,” siger Thomas Fabian Delman.
Anne Beim betvivler derimod at selfie-spots overhovedet er noget man kan designe.
“Du kan ikke designe et selfie-spot som sådan. Det er mission impossible. Det sekund du har designet et sted med det formål at alle skal have lyst til at gå hen og tage en selfie, så har du allerede skudt dig selv i foden. Hele selfiekulturen handler om at skabe en personlig identitet og skabe nye sammenhænge ingen andre har set, så det skal jo ikke være predefineret, “ siger Anne Beim.
Skal arkitekturen overhovedet demokratiseres?
Sociale medier har muligvis potentiale til at udligne den evige konflikt mellem, hvad arkitekterne gerne vil bygge, og hvad befolkningen vil have. Men spørgsmålet er, hvor meget befolkningen egentlig bør blandes ind i arkitekternes designproces.
“En af de gode ting ved sociale medier er, at de har skabt en demokratisering omkring vores adgang til og mulighed for at få indflydelse på vores egne rammer.”
Det mener arkitekt Sille Askefrø Bjørn. Hun er kompetenceleder i Arkitema People Involvement, der fokuserer på samspillet mellem mennesker og de fysiske omgivelser.
Hun forklarer, at det typisk er implicit, at arkitekten er den, der kan lave innovation, mens brugerne per definition er mere traditionelt tænkende. Men sådan hænger det ikke nødvendigvis sammen. Ifølge Sille Askefrø Bjørn er det nemlig i mødet mellem den kreative arkitekt og brugeren der opstår innovation.
“Skal vi blande folk ind i designprocessen? Det mener vi, at man altid skal. Vores slogan er People in architecture, og vi vil lave arkitektur, der gør en forskel for de mennesker, der bruger den, og det kan vi jo kun, hvis vi kender deres behov,” siger Sille Askefrø Bjørn og fortæller, at Arkitema allerede bruger Facebook aktivt i flere af deres byplanlægningsprojekter.
“Der er rigtig mange unge arkitekter, der arbejder meget mere samskabende end de traditionelle arkitekter. Og der kan de sociale medier spille en stor rolle. Jeg tror, teknologiens udvikling – både sociale medier og IT-teknologi – generelt vil komme til at påvirke vores fag helt vildt,” siger hun.
Demokrati kan være en innovationsdræber
Samskabelse er dog ikke helt uden risici, mener Sille Askefrø Bjørn. Og derfor bør arkitekterne gå til den ny æra med omtanke.
“Jeg ville være påpasselig med at bruge det som et validt redskab til, hvad folk gerne vil have. Det ville være flertalsdiktatur, og vi risikerer kun at få autopilot-svar, og derfor må vi som arkitekter hjælpe brugerne med at reflektere dybere over deres behov,” fortæller Sille Askefrø Bjørn. Hun mener, at de fleste mennesker er tilbøjelige til at holde sig til det, de kender, og derfor er det ikke sikkert, at arkitektur uden for vores sædvanlige referenceramme vil blive særlig godt modtaget online.
Julian Weyer, partner i C. F. Møller Architects, deler hendes bekymring. “Groft sagt, er det jo ikke sådan, at bare ved at få folks mening, kan man sikre sig, at stille alle tilfredse. Det handler selvfølgelig om at få ideer i spil, der kan gør arkitekturen relevant for så mange som muligt. Men man skal passe på ikke at forveksle det med en kollektiv smagsmekanisme,” fortæller han.
Sociale mediers styrke ligger i at kunne lodde potentialer, snarere end at få den konkrete feedback: Er det her pænt?
Læs også: Genbrugshuse er faktisk en god forretning