Opskriften på fremtidens beton skal måske findes i Italien og Grækenland. Her står ældgamle bygningsværker stadig og pryder landskabet under middelhavssolen. Byggematerialet er mere naturligt og langt stærkere, end hvad vi bruger i dag.
Et helt håndgribeligt bevis på, at romersk beton er stærkt, er alle de bygninger, der stadig stædigt står efter 2000 års vind, vejr og brug. Ikke alene er det det stærkeste materiale, der ikke har set sit lige hverken før eller efter romertiden, det er også naturligt skabt.
Det er et forskerhold på University of Utah, der har sat sig for at knække koden om det superstærke materiale. Og fundene kan meget vel være et skridt på vejen mod mere bæredygtige byggematerialer.
I stedet for at erodere over tid ligesom vores moderne cementblandinger, så bliver det romerske beton tværtimod kun mere hårdført – specielt, når det kommer i kontakt med saltvand. På den måde har materialet kunne vedligeholde sig selv.
Forskerne på det amerikanske universitet er kommet frem til, at romernes beton er lavet på en blanding af vulkansk aske og kalksten, der danner en kemisk reaktion i kontakt med havvand. Blandet med vulkansk aske som mørtel, reagerer betonet på en måde, som betyder, at de romerske byggematerialer faktisk bliver stærkere over tid. Selvom opskriften har været kendt i årevis, var det denne kemiske reaktion, der udgjorde mystikken ombetonet.
Når havvandet sev ind mellem de mikroskopiske revner i betonet, reagerede de vulkanske ingredienser og frembragte en meget sjælden form for krystal kaldet tobermorit. Det er disse krystaller, der får materialet til at “smelte” endnu bedre sammen og styrker dets holdbarhed. En holdbarhed, som moderne cement ganske enkelt ikke har.
“I modsætning til moderne cementbaseret beton, skabte romerne en mere stenbaseret beton, som trives i kemisk kontakt med for eksempel saltvand. Det er meget sjældent forekommende, at det kan lade sig gøre,” lyder det fra forskningsleder Marie Jackson fra University of Utah.
En bedre og grønnere løsning
Nu hvor gåden er løst, kan man måske begynde at benytte den ældgamle formular til visse byggeprojekter igen.
Det beton, man bruger i dag, er normalt lavet af cement. Den er en blanding af blandt andet kalksten, kridt, silicasand og ler, der bliver gjort ekstremt varmt og binder sten og sand. Men møder det de forkerte kemiske reaktioner, kan der opstå sprækker i betonen, så den eroderer. Men denne svaghed er kun én af flere.
For udover, at cement ikke er lige så holdbart som romersk beton, så er det også langt mere omkostningsfuldt at blande. Det er nemlig anslået, at cementblanding af den kaliber, der bruges i dag, står for hele fem procent af den globale CO2-udledning.
Kan man lære den helt rigtig mikstur og blande den selv, vil det kunne erstatte andre byggematerialer med noget både stærkere og mere bæredygtigt. For eksempel, og meget apropos, får vi netop på grund af den globale opvarmning muligvis brug for at forstærke infrastrukturen omkring kystbyerne. Og hvilket materiale ville være bedre til at holde havvandet stangen end romersk beton?
“Jeg tror, at det her åbner op for et helt nyt perspektiv på, hvordan beton kan laves. Vi skal til at overveje, at det, vi normalt anser for korrosion, rent faktisk kan producere ekstremt nyttig og bæredygtig cement. Og det kan føre til længere og endda bedre holdbarhed over tid,” siger Marie Jackson.
Romerne har dog været heldige med deres geografiske placering. For vulkansk aske er ikke lige noget, man finder alle steder i verden. Derfor er det heller ikke ligetil at finde den rigtige sammensætning og de rigtige materialer, så man kan udskifte den nutidige og noget mere forurenende beton.
“I størstedelen af verden har vi ikke den slags sten, så vi ville skulle erstatte nogle ingredienser,” siger Marie Jackson.