Flere kommuner har ikke leveret på implementeringen af skolereformen. Derfor skal deres rolle ændres eller helt udelukkes, mener F5’s netværk af topledere fra udannelsessektoren.
Fire år efter sin vedtagelse er skolereformen fortsat et altdominerende emne i uddannelsesmiljøet. For kommunerne slås stadig med implementeringen, og den hænger i bremsen flere steder i landet, hvor skænderiet fortsætter mellem lærere, ledelse, kommuner og ministerium, om hvem der sidder med ansvaret.
At flere dele af skole- og uddannelsessystemet er presset af reformer og politiske initiativer er for så vidt ikke en nyhed. Derfor anbefalede F5’s netværksgruppe af rektorer og undervisningschefer, at ansvarsfordelingen bliver klarere. Og her skal kommunernes rolle ændres.
”Man kan gå så langt, som at spørge, om kommunerne overhovedet bør være med inde over skolerne. Kan de overhovedet løfte den opgave?”, spørger Jimmy Burnett Nielsen, rektor ved Bagsværd Kostskole og Gymnasium, og tilføjer, at kommunernes succes med at implementere de skiftende regeringers politik på skoleområdet ikke har været hensigtsmæssig.
”Vi kan pakke den kommunale selvstyrende skoleforvaltning ind i floskler som ”lad tusind blomster blomstrer”, men spørgsmålet vedbliver: Kan det overhovedet lykkes for kommunerne?”.
Netværket peger på, at der er kommuner, der er så små og så dårligt forberedte, at de ikke kan implementere store reformer som skolereformen. Derfor kræver en forbedring af skolesystemet også en gentænkning af det kommunale selvstyre. For lige nu er kommunernes frihed også friheden til en dårlig tilrettelægning.
Dermed bliver kommunerne en del af et system, hvor beslutninger tages men hvor ingen formår at eksekvere dem, mener Jimmy Burnett Nielsen.
”En ting er at vedtage en sprogstrategi, men noget andet er at eksekvere den. Det kan forklares med, at der sidder 13 frøer på bredden, hvoraf fire beslutter sig for at hoppe i vandet. Til sidst er der 13 frøer på bredden, for de har jo kun besluttet sig for at gøre det”.
Gentænk kvalitetsbegreb
Foruden kommunernes rolle peger netværket af ledende uddannelsesaktører på, at reformer af både skoler, gymnasier og videregående uddannelser har et for entydigt fokus på målstyring.
”Det der giver mening oppefra i systemet giver ikke nødvendigvis mening indefra på de enkelte skoler. Oppefra har man defineret nogle kriterier bredt i uddannelsessystemet, der handler om karakterer, om gennemførelse, om sociale løft, om overgang til den næste institution. Det er meget kvantitative mål”, siger Dorthe J. Lundqvist, rektor ved VUC Roskilde. For det er ikke noget, der nødvendigvis giver værdi for lærerne.
”Hvis man spørger lærerne, hvad kvalitet er, nævner de ikke nogle af disse kvantitative mål. Ikke fordi de ikke synes, deres elever skal klare sig godt og gennemføre uddannelsen. Men der mangler nogle bløde kriterier for kvalitet. For der er ikke noget nu, der indikerer, hvornår man har lavet god undervisning”.
Derfor anbefaler netværket, at man gentænker dialogen om skolepolitikken, så uddannelsesinstitutionerne spiller en større rolle i fremtidens udarbejdelse af systemet.
”Det er lidt paradoksalt, at de mennesker, der udsættes for de her forandringer, i højere grad ikke bliver inddraget. Så de, der udstikker fyrtårnene og pejlemærkerne, har en ret til at bestemme kvaliteten og indholdet, mens der for dem på et decentralt niveau er et stort behov for at komme med ombord”, forklarer uddannelseschef ved Københavns Erhvervsakademi (KEA) Ole Richter.
Behov for forandring
Et øget fokus på kvalitet fremfor kvantitet og en gentænkning af kommunernes rolle skal gerne komme hurtigt, da skolesystemet er presset fra flere sider. På den ene side er de politiske initiativer svære at eksekvere, som eksempel den nye sprogstrategi, hvor sprogene skal opprioriteres, men hvor timetal og generel prioritering ikke følger efter. På den anden side er skoler og uddannelse ikke blandt de vigtigste politiske dagsordener, hvilket i disse år spiller ind på privatskolernes succes.
”Hvis ikke det bliver et højt politisk prioriteret område, så vil det uundgåelige indtræffe: at forældre tager deres børn ind i det skolevalg, der passer bedst ud fra geografi, ydeevne og social prestige. Og den bevægelse er allerede i gang”, forklarer Ole Richter.
Det er særligt de 17 procent af eleverne, der flyttes over i et privat tilbud, netværket peger på. Men lige så mange flyttes over i en anden folkeskole, hvor de offentlige ranglister i dag i mellem skolerne er en katalysator for et hårdt fokus på gode og dårlige skoler.
Her peger netværket på, at kombinationen af inklusion og skolereform har været en svær pille at sluge for skolesystemet. For de to store reformer og massive ændringer i skolevæsnet har været svære at implementere samtidig.
”Vi svigter rigtig mange med inklusionsdagsordenen. For når de fremmeste elever, de elever vi elsker at fremhæve, er i gennem, hvad gør vi så med dem, der generere problemer, og længere fremme kommer til at blive tunge i systemet?”, spørger uddannelseschef Ole Richter.
Han og netværket anbefaler derfor flere tilbud til en tidlig social og faglig indsats.