Nyt program bruger kunstig intelligens og gamification i kampen for at få idéer fra kaffestuen til ledelsesgangen
Store organisationer og kreativ tænkning er sjældent gode venner.
Det mener Jesper Juel Jensen, der er medstifter af virksomheden Ideanote, der står bag idé-håndterings-programmet af samme navn.
Derfor har han og tre andre iværksættere bygget et program, der netop skal hjælpe store og mellemstore virksomheder med at blive lige så kreative som de populære opstartsvirksomheder. For gør de ikke det, siger han, vil de før eller siden blive udkonkurreret af netop en kreativ digitalt funderet opstartsvirksomhed i stil med Airbnb, Uber eller Spotify.
Sorterer ideer med kunstig intelligens
Programmet hedder Ideanote, og ligger under kategorien idé-håndterings-programmer, altså software, der… ja som titlen indikerer, holder styr på ideer fra flere mennesker på en gang.
Det, der adskiller Ideanote fra andre programmer af samme slags, er, at programmet ved hjælp af kunstig intelligens selv kan kategorisere de idéer, man skriver ind i det. En fordel, hvis flere hundrede mennesker skal indgå i en idéudvikling. Programmet er også meget intuitivt at bruge, og medarbejderne får point for, hvor aktive de er i idéudviklingen. De to sidste træk skulle ifølge Jesper Juel Jensen gerne medføre, at medarbejderne er mere engagerede.
“Det er en udfordring generelt indenfor b2b-software, at medarbejderne ikke bruger det i tilstrækkelig høj grad,” siger Jesper Juel Jensen.
Organisationer angriber kannibaler
Det er ikke sådan, at mennesker i store organisationer per definition ikke kan få virkelig gode og nye idéer, forklarer Jesper Juel Jensen. Det er bare lidt sværere.
“De naturlige strukturer, der opstår i store virksomheder, har det med at angribe de mennesker, der forsøger at kannibalisere systemet indefra. Så dem der kigger op fra deres daglige driftsopgaver og siger, at det her kan vi gøre bedre, bliver ofte undertrykt af strukturerne.”
Sammen med sine partnere i Ideanote har Jesper Juel Jensen interviewet ledere og managers i store virksomheder for at undersøge, hvor i virksomhederne idéerne falder til jorden.
Managers drukner i dårlige ideer
“Managers er ofte stopklodser for gode idéer. Både fordi de ikke er åbne for forandring, og fordi de simpelthen ikke har allokeret tid til at lytte på idéerne. Når de bliver præsenteret for en idé, føler de, at de bliver afbrudt i deres arbejde. De stopper måske lige op, lytter kort til idéen og forkaster den så igen,” siger Jesper Juel Jensen.
Han fortæller, at virksomheder, der efterspørger idéer hos medarbejderne, ofte kræver, at de ansatte udfylder idé-formularer, der sikrer kvalitet og mindsker antallet af forslag.
“Når man undersøger, hvordan kreativitet sprudler, så er det ikke ved at udfylde en formular med tyve punkter. Idéer opstår på tilfældige tidspunkter og er sjældent gode i starten. Det bliver de ofte først, når de bliver delt med andre, som bliver inspirerede til nye idéer og vinkler. Så vi går efter at skabe mange idéer på en måde, hvor managers ikke bliver overbebyrdet med ligegyldig data og spam,” forklarer han og henviser til idésorteringsalgoritmen i systemet.
Hjerner og begejstring er en fordel
Selvom Danmark er blandt de mere innovative nationer, så mener Jesper Juel Jensen ikke, at de store virksomheder overhovedet er innovative nok.
“Når vi ser på, hvor hurtigt hele industrier bliver ødelagt af startups, der vokser eksponentielt, så er svaret: Nej, store virksomheder er ikke innovative nok i dag. De små startups har fleksible og passionerede ansatte, der gør, at de kan få idéer med en hastighed og en kvalitet, som de store slet ikke kan følge med på. Og så er startups ikke bange for at nedbryde traditionerne fuldstændig, hvis det er nødvendigt. Det er her, vi gerne vil hjælpe virksomhederne med at udnytte deres fulde potentiale,” siger Jesper Juel Jensen.
For faktisk, påpeger han, har store virksomheder en kreativ fordel, fordi de har så mange flere hoveder ansat, der kan tænke kreativt, hvis de motiveres til det.