Kampen om arbejdskraften er hård. Fremover bliver fortællingen om din virksomhed som en attraktiv arbejdsplads kun endnu vigtigere i kampen om de rette medarbejdere.
De fleste kender virksomheder for deres produkter eller deres corporate brand. Men sværere er det at nævne virksomheder, som man kender for deres brand som arbejdsplads. Det skulle måske lige være Google og Lego, der begge markedsfører sig som værende arbejdspladser med en legende tilgang til kreativitet. Men udover dem kan det i de fleste tilfælde nok tælles på en hånd.
Det er en udfordring, når man jagter nye medarbejdere. Særligt i en tid, hvor kampen om nogle typer af talenter er benhård, og især hvis man ikke kan lokke med en et stort kendt brand som Microsoft, Novo Nordisk eller Mærsk. Hvis man vil tiltrække de rigtige medarbejdere, er man nødt til at prioritere employer branding langt højere, end de fleste gør i dag, forklarer Henrik Engelund, der er adm. direktør i core:workers, som arbejder med employer branding og talent attraction.
“Det gælder om at skabe et varemærke som arbejdsplads, så man bliver kendt for, hvordan man er som arbejdsplads, og hvilke fordele der er forbundet med at arbejde hos en. Ligesom en sælger, der har et stærkt brand i ryggen, har lettere ved at sælge sine produkter, er det også nemmere at sælge arbejdspladsen, når der er en god fortælling om den,” fortæller han.
Employer branding på ønskelisten
Selvom employer branding er langt fra noget nyt fænomen, får det stigende fokus. Det viser en undersøgelse, som Linkedin har lavet blandt cirka 4000 HR- og rekrutteringsfolk fra 35 forskellige lande.
I undersøgelsen “Linkedin Global Recruiting Trends Report 2017” svarer 53 % af de adspurgte, at de ville investere i employer branding, hvis de havde ubegrænsede midler.
Læs også: Guide: Sådan sælger du din arbejdsplads med succes
Som det er i dag, fylder employer branding ifølge undersøgelsen kun 8 % af det samlede rekrutteringsbudget, på trods af at 80 % af de adspurgte mener, at employer branding har en væsentlig værdi i forhold til at tiltrække talentfulde medarbejdere.
“Employer branding er et af de områder, som ikke bliver prioriteret højt nok. Mange gange arbejder man med det akut, når man skal bruge en masse nye medarbejdere. Men det tager tid at bygge et brand op, og derfor er det ikke nok at tro, at man med en enkelt kampagne har ændret sit brand. Man skal arbejde på sit brand organisatorisk og på jobmarkedet hele tiden i stedet for at se det som et projekt,” siger Henrik Engelund.
Mismatch mellem fortællinger og modtagerne
Men selvom du investerer i dit brand som arbejdsplads, er der ikke en garanti for, at du får de rigtige ansøgere. 100 ansøgere er ikke ensbetydende med, at det er de rigtige ansøgere, fortæller Henrik Engelund. Der er nemlig en tendens til, at virksomhederne ikke fortæller det, som potentielle medarbejdere helst vil høre om.
Virksomhederne fortæller typisk om deres kultur, omdømme og det udfordrende arbejde – men kandidaterne vil hellere høre om kulturen, værdierne, frynsegoderne, missionen og visionen. Det viser Linkedins undersøgelse. Og skal du virkelig skal have succes med at tiltrække de rigtige medarbejdere, skal du desuden gerne fortælle om dit forhold til dine kunder og om virksomhedens produkter og løsninger.
“Medarbejderne vil høre om dit grundlag. Hvad er det for en vision, mission og værdier, som virksomheden har. Hvordan er kulturen og kollegaskabet? Hvordan er forholdet til kunderne. Hvilke produkter skal man arbejde med. For mange mennesker betyder det noget, om de skal arbejde med medicin eller mælk,” fortæller Henrik Engelund.
Som et sidste element til den gode fortælling peger han også på social ansvarlighed, som har fået større indflydelse for medarbejderne de seneste år. Det er både i forhold til miljøet, samfundet og den enkelte medarbejder.
Læs også:
Kritik bremser bæredygtige forretningsinitiativer
Talentudvikling skal gøre lidt ondt
Nej, du er nok ikke så kundeorienteret, som du tror
Foto: Clem Onojeghuo on Unsplash