Designeres tankegang bør i højere grad oversættes til forretningsudvikling, mener flere eksperter. Her er nogle fif til, hvordan du kan gribe designtænkning an
Med traditionel forretningsudvikling risikerer man hurtigt at køre fast i en rutine, hvor man løser problemer, der ikke er de rigtige. I stedet bør man vænne sig til at tænke mere som en designer, og konstant have fokus på at tilfredsstille kundernes egentlige behov.
Det mener blandt andre Niklas Marschall, Vice President hos KMD.
“Der er et større slutbrugerkrav i forretningsudvikling i dag. De krav, forbrugerne stiller er større. Der er behov for at få en mere emotionel og empatisk tilgang ind i de elementer, der betyder allermest for brugerne, hvilket betyder, at man til sidst får nogle produkter, der betyder mere for forbrugerne. Og det er svært at få frem i traditionel forretningsudvikling,” siger han.
Læs også: Drop dit indistruelle mindset
De fire trin
Grundlæggende handler designtænkning om at sætte sig ind i en designers tankegang.
Designere er nemlig skolede i at stille mange spørgsmål i deres arbejdsproces, og det kan mange forretningsudviklere måske lære noget af. Hvis du vil selv vil arbejde ud fra designtænkningens principper, giver Niklas Marschall dig her fire grundlæggende trin, du kan følge.
Sæt dig først i forbrugerens sted
Ofte handler det om at sætte sig i forbrugerens sted og gennem en empatisk tankegang opnå indsigt i forbrugerens adfærd og behov. På den måde kan du definere det problem, den udfordring, eller den mulighed, du gerne vil udvikle på. Vær indstillet på, at den opfattelse, du har i forvejen af lige netop dette, kan ændre sig efterhånden som du laver din research. Stil en masse spørgsmål i processen.”Hvorfor gør vi sådan her?” “Hvorfor har vi altid gjort sådan?”. Særligt ved at stille en masse “hvorfor”-spørgsmål, kan man finde frem til nye, innovative løsninger.
Brug de andres research
Når du har defineret din opgave, kan du gå i gang med at finde ud af, hvad andre allerede har undersøgt om området. Hvad har eksperterne undersøgt for dig. Hvilke trends er der, og hvordan påvirker de trends forretningen?
Så, hvad er problemet egentlig?
Nu har du indsamlet informationer fra eksperter og andre kilder og sidder helt sikkert tilbage med en masse forskellige informationer. Spørg dig selv, er der et mønster? Hvad trender egentlig? Hvad er kundernes egentlige udfordringer?
Lav en skarp analyse, og find ud fra den ud af, hvilken tilgang, der er den rigtige i situationen. Hvordan kan disse trends omsættes til noget positivt i lige netop din virksomhed?
Løs problemet og test
Først nu, er du klar til at finde løsninger på de problemstillinger, du har opdaget i processen. Lav hurtige prototyper og prøv dem af på målgruppen. og dine kollegaer.
Designere har tendens til lynhurtigt at udvikle et produkt, der kan testes. På den måde finder de også hurtigt ud af, hvilke elementer der fungerer, og hvilke der ikke gør. Derefter kan man justere til, så man til sidst har et færdigt produkt, der fungerer.
Dokumentér processen undervejs, så udviklingen konstant kan følges. Hvis du afprøver en prototype, der ikke fungerer, kan du på den måde gå tilbage til sidste gang, du var på rette spor, ligesom når du rebooter en computer til en bestemt dato, hvor du vidste, den fungerede optimalt.