da
da
sv

Vi har fået mundkurv på i arbejdslivet

12 min

Forudsætningerne for at tale frit og ytre sin kritik på arbejdspladsen er i den grad under pres. Udviklingen fører ikke kun til stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø, men også til en udemokratisk selvcensur, mener sociolog og forsker Rasmus Willig.

Det står skidt til med ytringsfriheden på det danske arbejdsmarked. Rigtig skidt.

Det fortæller sociolog og forsker, Rasmus Willig, der i årevis har forsket i begrebet kritik og for knap 10 år siden gjorde en række observationer, som i dag giver genlyd, når vi taler kritik på arbejdspladsen.

Disse observationer har ført til flere bøger, hvori Rasmus Willig, der er ph.d. og lektor ved Roskilde Universitet, påpeger, at det er blevet væsentligt sværere at ytre sig kritisk på sin arbejdsplads, da mange ledere i dag afvæbner kritikken og placerer aben hos medarbejderen. En problematik der i sidste ende fører til både stress, dysfunktionelt lederskab og en selvcensur, der bryder med vores ytringsfrihed.

”For snart 10 år siden begyndte jeg at lægge mærke til nogle mærkværdige ledersvar på medarbejderes kritik. Svarene var typisk returnerende og individualiserede ved hjælp af ’du’, ’dine’ eller ’dit’ – eksempelvis: ’Hvis du har fået øje på et problem, hvorfor gør du så ikke noget ved det?’ Dermed blev de medarbejdere, der kom med kritik, selv skydeskiver”, forklarer han.

Observationerne førte til, at Ramus Willig begyndte at indsamle de ledersvar, som mødte kritiske medarbejdere eller ledere, og i 2016 udkom bogen ’Afvæbnet kritik’, der var resultatet af syv års indsamling. Svarene var hentet fra de fem store offentlige velfærdsprofessioner – lærere, sygeplejersker, politibetjente, socialrådgivere og pædagoger – og bogen dokumenterer en ny kultur, hvor afvæbning af kritik er i vækst på arbejdsmarkedet.

”Vi, som er børn af det store oplysningsprojekt, har lært, at hver gang vi rækker hånden op og stiller spørgsmål, så er der som regel altid én, der sætter pris på kritikken, da kritik er motor for forandring. Kun ved at pege på problemer får vi løst dem, men lige pludselig er der blevet brudt med den forventning, og det har den skadevirkning, at der ikke længere bliver taget hånd om problemerne”, siger han.

Medgørlig med stresssymptomer

I stedet for at lytte til kritik ønsker ledelsen på mange danske arbejdspladser at lægge vægt på at tale tingene op og ikke ned, ligesom man skal komme med løsninger i stedet for problemer.

Denne udvikling markeres, ifølge Rasmus Willig, i skiftet fra den tidligere herskende ’kritiske attitude’ til den ’positive attitude’ for til sidst at ende i den nuværende ’resiliente attitude’, hvor man skal lære at finde sig i – og måske ligefrem elske – tingenes tilstand. Eller som en medvirkende sagde under tilblivelsen af ’Afvæbnet kritik’: ”Før havde vi medbestemmelse, så kom vi på medhør, og nu skal vi bare være medgørlige”.

Denne udvikling har ifølge Rasmus Willig ført til et markant dårligere psykisk arbejdsmiljø, der i sidste ende går ud over både medarbejderne og virksomheden.

”Det største problem er, at når en almindelig medarbejder opdager, at der er noget, som ikke fungerer, og man samtidig har erfaret, at det ikke nytter at gå til sin ledelse, så reproduceres problemerne uden at blive løst. Hvad der startede som ganske almindelige problemstillinger, får nu lov at vokse sig proportionelt store i forhold til, hvordan man kunne gribe ind overfor dem”, siger han og understreger, at problematikken til sidst rammer medarbejderne hårdt:

”Har man indenfor eksempelvis omsorgsarbejde en fornemmelse af, at man ikke kan sige, at det går ud over patientsikkerheden eller ud over børnene, så får man det, der betegnes som moralsk stress. Pludselig kan man ikke være ved sig selv længere, og så bliver man faktisk rigtig syg, hvilket resulterer i stresssygemeldinger”, siger han.

Flexismens selvcensur

Udviklingen anskueliggør samtidig et historisk skifte fra ’flexicurity-modellen’ – bedre kendt som ’den danske model’ – til ’flexploitation’ og til sidst begrebet ’flexisme’, der ikke kun er en ny teori om udviklingen på arbejdsmarkedet, men også titlen på Rasmus Willigs nyeste bog fra sidste år, som er skrevet sammen med RUC-sociolog og forsker Anders Ejrsnæs.

”Hvis man ser på flexicurity-modellen, altså det danske arbejdsmarkedssystem, så har arbejdsgiverne traditionelt en høj grad af fleksibilitet, mens security-elementet består af et velfungerende socialt sikkerhedsnet for arbejdstageren”, siger han og forklarer videre:

”I Danmark har ansatte på arbejdsmarkedet traditionelt en langt højere grad af sikkerhed i forhold til andre lande. Derfor har man også været mere tilbøjelig til at ytre sig kritisk, da man har haft mindre at miste. Men når arbejdsmarkedet bliver mere usikkert, som vi har set herhjemme gennem en årrække, så stiger usikkerheden blandt arbejdstagerne, og så bliver folk mindre tilbøjelige til at ytre sig”, forklarer han.

Dermed overgår vi, ifølge Ramus Willigs, fra flexicurity-modellen til et flexploitation-system – altså et udnyttelsessystem, hvor fleksibiliteten forbliver den samme for arbejdsgivere og ledelse, men hvor arbejdstageren har forringede vilkår, da denne ikke længere tør eller ønsker at ytre sin utilfredshed med arbejdsforholdene.

Ifølge Rasmus Willig har vi dog bevæget os videre over i det, han kalder en flexisme-model, der er kendetegnet ved en markant selvcensur på det danske arbejdsmarked, hvilket er udgangspunktet for hans nyeste bog. En udvikling der ligeledes er en farlig stressfaktor.

”I ’flexisme’ kan vi se, at det er meget udbredt, at rigtig mange frygter at ytre kritik til en offentlighed eller til deres ledelse, da de har en forventning om, at de eventuelt kan blive afskediget, hvis de gør det. Dermed fører ledernes afvæbning af kritik til en tavshedskultur, og konsekvenserne heraf er forholdsvis voldsomme og kan ende i stress”, forklarer han og uddyber:

”Når man udøver selvcensur, så er det skadeligt, at man ikke kan tale om at løse problemet samtidig med, at man har en forventning om, at man kan opleve sanktioner og blive udset som en brokkerøv. Denne censur af selvet kan give voldsomme stresssymptomer”, lyder det fra Rasmus Willig, der kalder den opståede selvcensur for et alvorligt demokratisk problem.

”I det samme medarbejderne begynder at udøve selvcensur, går vi over til ’flexisme’, og det er et demokratisk problem. Særligt når det kommer til offentlige institutioner, hvor vi har en moralsk forventning om, at der er total gennemsigtighed, og hvor vi alle som borgere har en aktie”, fastslår Ramus Willig.

Ifølge ham er problemet dog langt fra begrænset til den offentlige sektor.

”Problematikken foreligger både i det offentlige og i det private. Jeg har ikke samme analysekraft på det private, men jeg har svært ved at forestille mig, at det er meget anderledes her”, siger han.

En moralsk forpligtelse

Rasmus Willig understreger, at den usunde kritikkultur ikke kun har alvorlige konsekvenser for den enkelte medarbejder, men også for vedkommendes leder og arbejdsplads.

”For ledelsen betyder problematikken, at de handler i blinde og på et ufuldstændigt grundlagt, da det ikke længere er alle kritiske informationer, der tilgår dem. At kunne svare på kritik er én af de vigtigste funktioner for en ledelse, og kan man ikke det, så skal man ikke være leder. Det er en dysfunktionel ledelse, der ikke vil vedgå sig medarbejdernes kritik, og samtidig mister ledelsen sin legitimitet og får svært ved at handle”, fastslår han.

Derfor ligger en stor del af ansvaret for at få vendt problematikken også hos lederne.

”Hvis man er en visionær leder – i det offentlig såvel som i det private – vil det være klædeligt, hvis man ville kæmpe for sine ansattes ytringsfrihed og sikkerhed i forbindelse med at tale deres ledelse imod. Først når den sikkerhed er etableret, vil en ledelse have forudsætning for at kunne sige, at man kan handle på et fuldstændigt informationsgrundlag”, lyder det.

Ifølge Rasmus Willig fortsætter problematikken dog med uhindret styrke i disse år, og derfor mener han også, at det er en nødvendighed at gribe lovmæssigt ind for at sikre en højere grad af ansættelsesmæssig sikkerhed for personer, der benytter sig af deres grundlovssikrede ytringsfrihed på arbejdspladsen.

Der er dog brug for, at vi handler nu, hvis udviklingen – som i den grad er blevet et samfundsproblem – skal vendes, mener han og peger på hele den offentlige sektor, for hvem mange af de allerstørste udfordringer, ifølge Rasmus Willig, skyldes den afvæbnede kritik og den efterfølgende tavshedskultur.

For når kritikken fra skolelærere, politibetjente eller sygeplejersker lukkes ned, lukker man også øjnene for problemerne i folkeskolen, ressourceespild i politiet eller stresssygemeldinger på hospitalerne, siger han og understreger igen, at kritik er motor for forandring.

”Det hele ramler i disse år. Vi har en sygehussektor, der er kørt i knæ, en uddannelsessektor der er ved at blive kørt i knæ og SKAT der er kørt 100% i knæ, og det vil fortsætte. Det er den succesfulde formel for fiasko at tro, at man kan tie tingene ihjel. På den korte bane er det som at tisse i bukserne for at holde varmen. Det er fint at være foruden kritik, men der går ikke længe, før det går galt. Det er allerede sket”, lyder det fra Rasmus Willig, der forklarer, at han ”er overrasket over, at det får lov at fortsætte, når det hele er så tydeligt”.

”Vi skal alle kunne tale åbent om problemet, men vi er desværre kommet derhen, hvor de, som tør række hånden op, har noget at risikere, og det holder alle tilbage. Det er jo ikke fordi, folk ikke kan se problemet – mange tør bare ikke gøre noget – men det skal vi. Når det går ud over børn og ældre samt vores demokratiske institutioner, så er det gået hen og er blevet en moralsk forpligtelse”, fastslår han.