Telemedicin er udråbt til den næste medicinske revolution, og er godt på vej til at blive fast inventar i sundhedsvæsenet. Men fænomenet har bare langt fra de gevinster vi forventede
Du kender sikkert Ståle Solbakken. Den norske bulderbasse, der altid står på sidelinjen med røde nuancer i ansigtet og råber til tider helt utydelige gloser ad sit F.C. København-hold, når de ikke spiller fodbold efter hans hoved.
Ståle har en hjertefejl, der nær tog livet af ham tilbage i 2001. Inde i Ståle sidder der derfor nu en lille dims, som kaldes en ICD-pacemaker, der løbende sender info om hans hjerteaktivitet til en database i sundhedsvæsenet. Den kan desuden også fungere som defibrillator, i det sekund Ståles hjerte måtte gå i stå. Og sådan en avanceret pacemaker hører ind under begrebet telemedicin.
Men telemedicin er rigtig mange ting. Kort sagt dækker det over forskellige typer af digitalt understøttede sundhedsydelser, altså en slags digitalisering af sundhedssektoren. Hvor borgere som du og jeg selv kan sende oplysninger om vores helbred via video, billeder, spørgeskemaer og måleresultater som f.eks. blodtryk, vægt, glukosetal og iltmætning i blodet. Og så kan medarbejdere i sundhedssektoren følge os, diagnosticere, behandle og rådgive om sygdomme – alt sammen mens ingen af os behøver at komme i nærheden af sygehuset. Vi behøver ikke engang at rejse os fra sofaen.
I sin rå form lyder det helt perfekt. Især i et samfund, hvor vi konstant bliver ældre, får flere patienter med kroniske sygdomme og i det hele taget skal håndtere langt flere lidelser og mange flere patienter uden at have ekstra ressourcer. Telemedicin bliver derfor jævnligt udråbt som den helt store innovation på sundhedsområdet.
Men men men… Al hype kan være svær at leve op til, og telemedicin er ingen undtagelse. For nylig lød den ærgerlige dom fra Danmarks største forskningscenter i telemedicin, der ligger på Odense Universitetshospital, at telemedicin virker langt dårligere end først antaget. Syv ud af ti telemedicinske løsninger virker mildt sagt ringe og koster endda staten flere penge, end de sparer. Og det kommer i kølvandet på andre uheldige episoder, der har haft alvorlige konsekvenser. Så hvad er det, der er gået galt?
“Man stolede for meget på mavefornemmelsen”
Ifølge Kristian Kidholm, der er forskningsleder ved Center for Innovativ Medicinsk Teknologi ved Odense Universitetshospital, er det først og fremmest forventningerne, der har været for høje.
“Som vi har set det mange gange før, når der kommer nye sundhedsteknologier på banen, så er forventningerne ofte for store i starten. Og det kan jeg godt forstå, for vi sidder i det danske sundhedsvæsen overfor de her demografiske udfordringer, ligesom de gør i resten af Europa. Befolkningen bliver ældre, og vi får stadigt flere borgere med kroniske sygdomme. Og vi har jo også samtidig et skattefinansieret sundhedsvæsen, så der er jo grænser for, hvor mange ressourcer vi har,” forklarer han.
Læs også: Skod-design spænder ben for smartmedicin
Måske har man været for hurtig til at se telemedicin som det entydige svar på disse udfordringer. Men her trækker Kristian Kidholm også håndbremsen, for han mener, at det har været baseret for meget på mavefornemmelser frem for evidens – en uacceptabel metode, når man arbejder med syge mennesker.
“Prøv eventuelt selv at Google med søgeordene ‘telemedicin’ og ‘halvering’ og se, hvor mange flotte påstande om effekter af telemedicin, der kommer frem. Prøv derefter at undersøge, hvor ofte disse påstande er dokumenterede og baserede på undersøgelser, som er offentliggjort i uafhængige tidsskrifter. Min erfaring er desværre, at grundlaget ofte er en god mavefornemmelse eller enkeltstående udsagn fra begejstrede medarbejdere,” sagde Kristian Kidholm til Altinget i december sidste år.
Telemedicin er bedst til raske patienter
En stor fordel ved telemedicinen er hele aspektet omkring, at man som borger selv er aktiv i sin behandling. For eksempel ved at sende oplysninger ind til lægen, tage billeder, huske medicinering og få konsultation via eksempelvis Skype.
Og det er også en rigtig god idé – men det er umiddelbart ikke noget, man bare kan sende på markedet og gå ud fra, at det vil have gavnlig effekt for alle potentielle patienter. Ivar Moltke driver i dag egen virksomhed, men har tidligere stået i spidsen for Sundhedsinnovation Sjælland som innovationschef for regionen. Han mener, at en del af årsagen til telemedicinens manglende succes er, at det bare ikke er noget, som alle kan bruge, og som sådan er det ikke målrettet nok.
“Det er ikke et spørgsmål om, om telemedicin virker – det er et spørgsmål om, hvem det virker på. Jeg tror egentlig, det virker bedst for patienter, som kun har én sygdom og ellers er nogenlunde raske. Det kan være folk der er i genoptræning, folk der skal motiveres lidt ekstra, det kan være folk der i øvrigt er velfungerende, men måske har en sygdom som kræft eller sklerose, som ikke nødvendigvis betyder, at hele resten af deres tilværelse er gået i fisk,” siger Ivar Moltke og forklarer,
“Telemedicin har som forudsætning, at folk er ret gode til at holde sig selv i ørerne. Og det er det langt fra alle patientgrupper, der er. Hvis man tog et ekstremt tilfælde og sagde, at fra nu af ville man ikke have noget med narkomaner at gøre – de kunne bare følge et eller andet brevkursus i, hvordan man holder op med at være narkoman. Så ville man nok ret hurtigt finde ud af, at nej, det lykkedes vist ikke,” siger han.
Ivar Moltke mener derfor, at den gode gamle (og umiddelbart dyrere) metode ansigt til ansigt, har nogle klare fordele sammenlignet med telemedicin.
“Det virker selvfølgelig meget bedre, at folk dukker op på sygehusene en gang imellem og lægen kan se, at patienten har problemer, og gør noget ved det. Netop det her “gøre noget ved det” er afgørende. For hvis borgerne ikke dukker op og ikke sender billeder og ikke siger, at de har det dårligt, så reagerer systemet ikke. Så får de ingen behandling, og så dør de i værste fald af det,” pointerer Ivar Moltke.
Her er Kristian Kidholm fra Odense Universitetshospital ligeledes ekstra påpasselig.
“Vi skal hele tiden sørge for at undersøge, om det er den rigtige ydelse til de rigtige patienter. Men mange patienter efterspørger telemedicinsk behandling og vil gerne slippe for at møde fysisk op, hvis det er muligt,” siger han.
Telemedicin kan skabe flere fejl
Mange har en forventning om, at telemedicin kan gøre befolkningen mere raske. Og derfor har de generelle forventninger til fænomenet også været tårnhøje. Men i virkeligheden er telemedicin bedst til at skabe en bedre patientoplevelse, mener Kristian Kidholm.
“Det er sjældent, at patienternes fysiske helbred bliver direkte bedre af at bruge telemedicin. Det har måske været en lidt for voldsom forventning i mange af de her projekter,” siger han.
Selvom man i nogle tilfælde godt kan redde liv med telemedicin, så handler det som regel om nogle blødere parametre.
Desuden er både Ivar Moltke og Kristian Kidholm enige om, at en anden, men vigtig ting kan gå tabt ved telemedicinsk behandling. Nemlig sikkerheden.
Læs også: Hurra: Sygehusene vil endelig indføre brugerdrevet innovation
“Jeg tror, der er større fejlrisici også fra lægens side ved telemedicinen. Og lægen opdager jo nogle gange noget andet, som folk fejler, når de er inde på sygehuset, som de ellers ikke ville opdage. Der er f.eks. en meget stor forøget risiko for, når man har en alvorlig sygdom, at man har andre. Hvis man har diabetes kan det blandt andet have noget at gøre med usund kost og for lidt motion,” siger Ivar Moltke.
Kristian Kidholm mener også, at man bør overveje, om man i virkeligheden er i større fare for at overse vigtige signaler eller symptomer ved telemedicin.
“Det er en god pointe. Det er smart, at man kan være i kontakt med lægen via video eller app, men mister man noget? Det har vi ikke det fulde svar på endnu. Men præcis derfor skal vi sørge for at følge op med forskning,” siger han.
Svært at innovere på sundhedsområdet
Ok. Telemedicin bragte ikke den sundhedsrevolution med sig, som mange forventede. Men alligevel mener både Ivar Moltke og Kristian Kidholm, at det er et innovativt skridt i den rigtige retning.
Problemet med sundhedsvæsenet og innovation er bare, at sikkerhed vejer langt tungere end nysgerrighed og eksperimenteren, når det kommer til menneskers sundhed. Og det er en udfordring. Også hvis man vil bruge telemedicin i højere grad.
“Det er det væsentligste ved sundhedsområdet, at man ikke vil lave fejl, når man forsøger at skabe nyt. For vi har ofte med alvorligt syge borgere at gøre. Taler vi om en app som skal bruges i forbindelse med, at vi flytter alvorligt syge patienter fra sygehuse og ud i deres eget hjem og måske reducerer antallet af sengedage og indlæggelser, skal vi være meget forsigtige,” siger Kristian Kidholm.
Ivar Moltke kender ganske godt til denne udfordring, og hans bedste bud på, hvordan telemedicin bliver bragt bedst i spil i sundhedsvæsenet, er:
“I første omgang skal man gøre sig erfaringer med de patienter, der kan og vil, og det er systemet ikke så godt til. For man må officielt ikke gøre nogen forskel på folk. Men i virkeligheden er der da mere lighed i at give folk udfordringer, som de kan løse, end at give alle folk de samme udfordringer. Jeg ville også have nemmere ved at klare mig på et old boys-hold end hos FC Barcelona. Det bliver der ikke tænkt nok over. Man må se i øjnene, at der er forskel på, hvad folk kan og vil,” siger Ivar Moltke.