Hvordan føles det stå midt i en gyserfilm? Og giver det overhovedet mening at sidde en biograf med vr-briller og høretelefoner på? Vi tog i virtual reality-biograf, så du ikke behøver
Jeg går ind i Palads Teatret i København. Det er søndag aften, og ligesom så mange andre danskere skal jeg et smut i biografen. Men jeg skal ikke ind i en af salene. Jeg skal sidde på balkonen, hvor der undtagelsesvis er sat kontorstole op. Her er ikke noget lærred. I stedet ligger der et par briller og et par høretelefoner på hver af stolene.
Publikum er en broget flok på omkring 25 mennesker. Der er unge hipsters, en mor med sine børn, og der er både mænd og kvinder. En ung hollandsk mand byder velkommen på engelsk, til det der viser sig at være en halv times demonstration af konceptet virtual reality biograf.
“Hvor mange har prøvet virtual reality før?” spørger han.
Jeg er den eneste, der rækker hånden op.
Læs også: Virtual reality er mere end porno
Til at starte med, skal man selv vælge kategori. “Fun”, som er små korte tegnefilm, “Documentary”, hvor man blandt andet kan komme tæt på flygtningekrisen, og “Horror”, hvor man – som navnet antyder – skal lade sig skræmme. Oplevelsen, forklarer hollænderen, vil være som at stå midt i en håndfuld korte gyserfilm.
Så jeg vælger “Horror” – og det gør langt de fleste omkring mig også. Personalet kommer rundt blandt alle publikummer. Skiftevis sætter personalet filmene i gang.
Hvad med fortællingen?
Jeg kan lige så godt afsløre med det samme, at demobiografen i Palads ikke er den store succes. I hvert fald ikke, hvis man går i biografen for at få en god filmisk oplevelse.
Da det hele er overstået, kan jeg høre de andre publikummer tale om filmene. De er ikke imponerede over filmene. Det er sjovt at prøve teknikken, fornemmer jeg, men der er et stykke vej før virtual reality biograf bliver en publikumsmagnet.
Karen fra Valby, der har taget sine to teenagebørn med, siger
“Jeg har aldrig prøvet virtual reality før, så det var sjovt at prøve. Men filmene var ikke specielt gode.” Hun og teenagerne så film i “fun” kategorien.
Uskarpt og urealistisk
Udfordringerne for virtual reality-biografen starter allerede ved teknikken.
Brillen, vi har fået udleveret, er fra Samsung. Den type, hvor der er sat en smartphone i. På et hjul kan man justere skarpheden, hvilket jeg forsøger mig med. Men helt skarpt bliver det aldrig. Skærmopløsningen er ikke vildt høj, så det er en smule grynet, lige meget hvad jeg gør. Og når der er tekst, er det ikke altid, jeg helt kan læse den.
Den første film går i gang. Jeg ligger i en seng og kigger rundt i et soveværelse. Lokalet er animeret, hvilket gør det lidt svært at leve mig ind i, at jeg skulle være en del af det. Men jeg prøver. Jeg kan vende mig rundt 360 grader på min stol. Og jeg starter med at undersøge, hvad der egentlig foregår. Jeg drejer mig rundt i sengen, og pludselig kan jeg høre en dør klappe op og i. En skikkelse dukker frem hist og pist. En stor edderkop kravler rundt i den seng, jeg skal forestille at sidde i. Og pludselig kommer et skelet frem ud af det blå.
Det er tydeligt, at den første film forsøger at spille på en masse af de elementer, man finder i gyserfilm. Men der mangler noget helt essentielt. Man mangler et plot. Et narrativ. Oplevelsen føles allermest som en demonstration af, at man kan få en skærm til at reagere på bevægelser, så det ligner, at man er i en anden verden. Det føles ikke som en film. De fleste forskrækkelser kommer desuden lige efter få sekunders sort skærm, der vist skal demonstrere lukkede øjne. Når lokalet pludselig bliver helt mørkt, kan jeg altså godt regne ud, at der kommer noget frem og råber “bøh”, når lyset tændes igen.
Forskudte skrig
Jeg bliver ikke skræmt af filmen. Men det kan jeg til gengæld høre, at andre gør.
Mine høretelefoner er nemlig slet ikke lydtætte. Så jeg er med andre ord både i mareridtssoveværelset og i Palads. Det er forstyrrende. Ikke mindst fordi at folk omkring mig reagerer med chok-udbrud på tidspunkter, hvor der absolut intet foregår i min egen filmoplevelse. Det er svært at leve sig ind i filmen, og jeg kan ikke lade være med at bemærke de andre publikummer og tænke:
“Enten sker der noget uhyggeligt i min film lige om lidt, eller også er de først lige kommet til edderkoppen nu.”
Jeg så i alt seks korte film på den halve time, jeg var i VR-biograf. Og de var meget varierende i kvalitet.
Fælles var, at der manglede et ordentligt narrativ, og filmene føltes mere som en spøgelseshus-forlystelse, hvor man kører rundt i en vogn, imens nogle ansatte gør, hvad de kan for at skræmme en med kæder og skeletter.
En enkelt af filmene var en smule anderledes. Det var et forsøg på at lave en psykologisk thriller af en art. Den var rent faktisk filmet med ægte mennesker. Tror jeg. Det kan også have været en enormt god animation, da billedet var meget grynet, så det var svært at se ansigterne helt. Men plottet var til gengæld medium uforståeligt. Noget med en, der havde glemt noget om sin tidligere kæreste, og at han måske havde slået hende ihjel. Og så havde han ikke alligevel. Så det bedste forsøg på at skabe et plot fejlede alligevel grusomt.
Mest vellykket var nok den sidste film i rækken. Her var jeg en psykiatrisk patient, der ankom til en lukket afdeling. Jeg blev kørt rundt i kørestol af en sygeplejerske, og jeg fik at vide, at det ikke var så slemt igen, og at jeg nok skulle komme til at kunne lide at være der. Alt imens kunne jeg høre folk skrige i de mange rum, jeg blev trillet forbi. Og det var da ubehageligt at blive kørt forbi en masse fikserede mennesker, der tydeligvis var enormt lidende, ensomme og psykotiske. Men igen havde man en spøgelseshus-stemning. For der var ikke andet plot, end at man bare kørte igennem nogle gange, hvor man kunne se en masse psykotiske patienter. Og så kom man ind i et rum, hvor nogle spøgelseslignende patienter dansede en form for uhyggelig kædedans rundt om kørestolen. Uhyggeligt blev det aldrig helt. Men det var da ubehageligt på en eller anden måde.
Ingen grund til at gå i biografen
Hvis virtual reality som biografkoncept skal fungere, er der altså en række faktorer, som skal opfyldes. Dels skal man simpelthen lave nogle ordentlige film, der har et reelt plot. Det burde kunne lade sig gøre. En demonstration af konceptet er ikke nok til at få mig til at besøge en virtual reality biograf igen. Jeg betalte alligevel 100 kroner for en billet.
Og så skal der være en grund til at se filmene i en biograf i stedet for at købe en brille hjem til stuen. For du kan købe en Google Cardboard for cirka samme beløb som en billet – mindre endda. Og sidder du hjemme i din stue på en kontorstol, slipper du også for andre deltageres forskudte udbrud.
Jeg glæder mig til, at nogen laver en film, der rent faktisk giver mening at se i virtual reality. For det var ikke tilfældet her. Og når den kommer, vil jeg nok også vælge, at se den i min stue i stedet for i biografen.