Chefen for SnapChat har lyttet til brugernes klager og genindfører muligheden for at se, hvem din kæreste og venner snapper mest med
Den afslørende liste, hvor du kan se, hvem dine venner på SnapChat snapper mest med er blevet fjernet i SnapChats nyeste opdatering. Det har affødt så mange klager fra brugerne, at chefen for Snap Chat nu lover, at listen kommer tilbage. Det skriver Metroxpress.
“Vi bringer BFs (listen over bedste venner, red.) tilbage snart,” skriver chefen Evan Spiegel i et tweet, hvor han uddyber, at nogle har ønsket at holde deres profilnavn privat. Men at de vil finde en bedre måde at gøre det på.
I fremtiden bliver det altså igen muligt at holde øje med, hvem din kæreste snapper mest med.
890.000 dansker – svarende til 18 procent af danskere over 12 år – bruger SnapChat hver måned. Det viser den netop udgivne rapport “Medieudviklingen 2014” fra DRs medieforskning. Det gør ifølge rapporten SnapChat til det næstmest populære sociale medie i kongeriget efter Facebook.