RASMUS MARK PEDERSEN
Podcast "Normerne for god opførsel og forretningsstrategi kan ændre sig i morgen"
Virksomheder kan ikke bare længere overholde loven og så regne med, at de har deres på det tørre. For hvis ikke etikken er på plads, opstår der kriser og dilemmaer. Direktør i We Love People, Christina Blak, er månedens gæst i F5 Focus.
Hvad er dine værdier? Og stemmer de overens med den virksomhed, du arbejder i?
Værdier er ikke længere noget, som vi kan slippe afsted med bare at skrive ned på et stykke papir og smide på hjemmesiden. I dag skal de efterleves, hvis virksomheder vil tages seriøst. For forbrugerne holder øje, og et forkert skridt kan få virksomheden på alvorlig glatis, som set med Rockwool, Ecco og Chr. Hansen. ”Vi lever i en tid, hvor lovgivning ikke er nok som kompas. Vi har som ledere brug for vores etiske kompas, så vi kan tilpasse os de tendenser og normer, som der sker i samfundet,” siger direktør i We Love People, Christina Blak: ”For normerne for god opførsel og forretningsstrategi kan ændre sig i morgen.”
Christina Blak rådgiver virksomheder i, hvordan de kan sikre sig, at etikken og forretningen hænger sammen. Men her opstår der ofte en række dilemmaer, hvor kompasset kommer på sin prøve. Det fortæller hun om i denne måneds udgave af podcasten F5 Focus. ”Der findes ofte ikke nemme løsninger. Carlsberg kunne ikke bare trække sig ud af Rusland, fordi de jo havde en masse aktiviteter der. I Chr. Hansens tilfælde har de tilsyneladende nogle udfordringer, så de pludselig ikke kan reklamere for LGBT+, og det er højst sandsynligt mere kompliceret, end det lige ser ud udadtil,” siger Christina Blak: ”Problemerne opstår, når det, man som virksomhed siger, ikke hænger sammen med det, man gør. Så risikerer man shitstorms, kriser og boykot, også selvom virksomhedens dilemma er reelt nok, når man ser lidt nærmere på det.”
Lyt til podcasten F5 Focus her.
Ifølge Christina Blak bør man derfor som virksomhed tænke sig virkelig godt om. For opererer man internationalt, kan det være, at ting, som vi synes er helt normale i Danmark – såsom åbenlyst at støtte LGBT+ – ikke går i visse andre lande. Derfor skal man gøre op med sig selv, hvilke etiske standarder, man har, og hvilke man skal slå sig selv op på. ”Alle virksomheder kommer ud for det her i dag, og det kræver, at man laver en væsentlighedsanalyse. Hvad er vigtigt for stakeholders, for virksomheden og for kunderne? Man er nødt til at have en hel ny form for gehør og lydhørhed.
For omverdenens holdning til virksomheden, betyder noget,” siger Christina Blak: ”Dilemmaledelse er dermed det nye sort. Vi skal overveje for og imod, og her skal vi bruge vores eget etiske kompas. For bundlinje hænger i dag uløseligt sammen med etik, og derfor skal du have etikken på plads for at drive en sund virksomhed.”
Men det handler også om at se muligheder, siger hun: ”Selvom det etiske kompas er en svær ny disciplin, bør vi også se det som noget positivt. For vi lever i en tid, som kræver, at vi tager stilling. Og det er jo sådan set sundt nok, for når vi tager stilling og har en holdning til den måde, vi driver virksomhed på, kan der opstå nye og bedre forretningsmuligheder.”